Navn

En Bustur.

Da jeg var omkring 16år gammel, var jeg på vej hjem i en bybus en aften. I Odense (dengang, jeg ved ikke hvordan det fungerer nu) kørte den sidste bus om aftenen ved 00-tiden, og så vidt, jeg ved, fra banegården og hen til endestationen, og samlede ikke passaseger med på tilbagevejen ind til byen, hvor bussen skulle holde natten over. (Resten af natten kørte der så en sjælden gang, en natbus) Jeg var med den sidste bus, den aften. Der var en del fulde mennesker i bussen, så jeg valgte at sætte mig helt forrest. På enkelt-sædet helt oppe ved buschaufføren. Da der var gået noget tid, talte chaufføren stille og roligt til mig, almindelig small-talk. Jeg svarede, og syntes egentligt det var meget rart, for jeg var lidt utryg ved de fulde råbende mennesker i bussen. Vi talte sammen frem og tilbage, og jeg mente bare han var venlig. Jeg skulle af, et par steder før endestationen. Men et godt stykke tid før, var de sidste stået af bussen, og jeg var alene med chaufføren. Han talte videre. han begyndte at spørge ind til, hvor jeg skulle af, hvor jeg boede, og om jeg boede med mine forældre osv. Jeg begyndte at syntes det var lidt ubehageligt. Det er efterhånden mange år siden, så jeg husker ikke rigtigt detaljerne, men en ting er helt sikkert: jeg begyndte at føle mig dårligt tilpas, da han spurgte ind til de ting. For jeg startede med at tro, han var venlig, og det var rart. Men pludselig ville han vide alle de her private ting. Jeg havde svært ved, pludselig ikke at svare, for nu havde vi jo talt høfligt om vind og vejr i over 15minutter. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvordan jeg skulle sige “jeg vil gerne tale med dig om, om du kan lide at kører bus, men ikke om, hvor langt jeg skal gå hjem alene i mørket. Jeg får fortalt ham, at jeg skal af lidt før endestationen. Vi er stadig alene i bussen og jeg begynder at håbe, der skal flere på, men jeg vidste godt, det næsten var umuligt, så tæt før endestationen. Bussen kører jo ikke videre. Han spørger mig, om jeg vil kører med ham hen til endestationen, og så skal han nok sætte mig af, på tilbagevejen, selvom bussen ikke må ha’ passaseger med der. Jeg takker nej, og finder på en nødløgn om at jeg har meget travlt. Jeg følte mig rigtig dårlig tilpas. For hans tone var blevet “lummer”. Han bliver ærgelig over mit afslag. Jeg trykker på stopknappen, og siger at nu skal jeg af. Men da vi kommer til mit busstoppested, siger han “vent lige” han holder bussen. Men stiger ud af sæddet. Jeg står op. Han kommer hen til mig, og vil kramme mig farvel. Jeg bliver enormt ked af det, da han krammer mig og kysser mig på kinden, meget tæt på munden. Han rammer næsten mine læber. Han spørger om jeg er sikker på, jeg ikke vil med til endestationen, han skal nok følge mig hjem bagefter. Jeg får sagt nej, og går ud af bussen.

Jeg ved godt, nogle ville mene, der ikke skete noget. Men jeg blev enormt utryg ved situationen. Nej, han voldtog mig ikke – men jeg blev rigtig nervøs. Jeg var alene i en bus, med en voksen mand. Jeg troede at han bare ville tale for hyggens skyld. Hvor er det også ironisk, at jeg sætter mig oppe ved chaufføren, for at være “i sikkerhed” for de fulde unge mennesker, men det ender med, at den voksne, der skulle være min tryghed, ender med at være den der overskrider mine grænser.
Jeg var rigtig bange for at møde ham igen, og de næste par gange, han kørte i bussen, og jeg stod på, sagde han jeg skulle sætte mig foran sammen med ham. Jeg gjorde det ikke, men fandt på forskellige løgne om hvorfor det var vigtigt, at jeg sad bagerst i bussen. Efter mange gange, stoppede han endelig med at spørge.