De sidste par uger har jeg knoklet på at få en rapport færdig på mit arbejde som skulle fremlægges for de relevante myndigheder. Vi er egentlig fire på projektet – mig og tre mænd. Ingen har taget initiativ til at lave noget på rapporten trods deadlinen. De har ikke reageret på min efterspørgsel efter input. De har travlt – det er ok. Så jeg har lavet den selv. Jeg har arrangeret mødet, hvor den skal fremlægges.
Til mødet i dag er vi seks mennesker: to mænd fra den relevante myndighed, to mænd og to kvinder fra projektet. Den anden kvinde er mest med på en lytter, da hun er ny på projektet.
Det er mig, der har lavet langt størstedelen af forarbejdet, research og afrapportering. Gæt hvem der har mest taletid? Mændende – også selv om de offentlige herrer har mailet med mig inden mødet og på trods af at mine kollegaer tydeligvis ikke har læst rapporten særlig grundigt. Selvom det er mig der ved mest om detaljerne i projektet skal jeg kæmpe for at få et ord indført. Jeg ved ikke om det er sexisme. Men det er virkelig træls ikke at kunne være den, der faktisk ved mest, bare fordi man er en ung kvinde.

























