Jeg har læst næsten alle indlæg nu, og har følt mig chokeret, ked af det og bange på vegne af de kvinder, der har været udsat for overgreb. Jeg er selv en mand, og jeg kunne ikke drømme om at opføre mig som jeg læser mine kønsfæller gør – men jeg indrømmer gerne, at have været vidne til det.
Efter at have læst om disse tilsyneladende helt gængse oplevelser, er to tanker faldet mig ind. Den første tanke er at jeg frygter, at jeg kunne have gjort en forskel i situationer hvor nogen havde brug for, at der blev grebet ind. I fremtiden vil jeg være langt mere opmærksom på, om jeg er til stede, når jeg kan gøre en forskel.
Den anden tanker er værre: kvindehad gennemsyrer rigtig meget maskulin kultur, og det kan være svært altid at sige fra, selv om man burde. Vi mænd er vokset op med kvindehad, og har lært at vi skal udleve og se op til det, som definerer “rigtige mænd.”
Vi har lært, at dem der griber fat i pigernes numser i byen, er modige og selvsikre drenge, som pigerne godt kan lide. De skal bare have et klap her og et kys der, og de vil gerne, de ved det bare ikke endnu.
Jeg har aldrig forstået det, og jeg har tit spurgt, kan det være rigtigt? For ofte har folk bare grinet, eller været stille, måske af forlegenhed. Vi hører historier om bad boys i omklædningsrummet, der bliver grinet af bøsser og følsomme mænd, og kvinder der ikke synes man er fræk, ja, de er bare nogle værre skøger, tilsyneladende.
Og samtidig må os, der ikke er så modige, ser på og tænke, nøj, bare jeg også var en mand der turde. Bare jeg også havde det, kvinderne vil have (efter mændenes udsagn).
Det er derfor dejligt at se nogle tage bladet fra munden, sige fra og tale ud. At se nogle sige fra over for systematiseret kvindehad, at se at det vi lærer er maskulinitet, ikke er maskulinitet men vold, undertrykkelse og krænkelser.

























