For et år siden arbejde jeg i en virksomhed som medierådgiver. Vi havde ret store udfordringer, som jeg fik løst overordentligt tilfredstillende i løbet af ingen tid. I den forbindelse var vi et par stykker, der tog ud og fik et par drinks. Jeg var ret euforisk over, at projektet var lykkedes og sagde til en kollega, at jeg synes jeg var virkelig god til mit arbejde. Han svarede, at det var jeg også – og det var nok fordi, at jeg var så maskulin.
Det er en lille kommentar. Det erkender jeg. Men det, der lå i den var vanvittig uretfærdigt. Han var klart af den holdning, at den eneste grund til, at jeg var dygtig var fordi, at jeg havde mandlige træk. Jeg kunne umuligt være kvinde og have den form for succes. Samtidig opfattede jeg det også lidt som en degradering af mit køn. At jeg ikke var en rigtig kvinde, fordi jeg udviste maskulinitet.

























