jeg har sådan en oplevelse i baggagen som jeg stadig ikke ved helt hvad var. Måske var det en misforståelse, måske var det ikke. Under alle omstændigheder blev det ubehageligt for mig:
Jeg sad for et par år siden og ventede på min mand på et bibliotek. Jeg slog tiden ihjel ved at tegne. Det var en af de dage hvor jeg havde det rigtig skidt og det var rart at gå ind i min egen verden og bare tegne følelserne ud.
Efter noget tid lægger jeg mærke til at der er en gut på omkring min egen alder der sidder og kigger nysgerrigt over mod min tegning. Jeg smiler høfligt til ham et par gange og han vender hver gang tilbage til sin laptop. Til sidst spørger han hvad jeg tegner og jeg viser ham tegningen. Jeg er vant til at folk er nysgerrige og jeg er vant til at folk kigger når jeg tegner – jeg kan godt forstå fascinationen og har den også selv når andre tegner. Så selvom jeg forstyrres og egentlig ikke har lyst til kommunikation imødekommer jeg hans ønske om at se min tegning. Han synes den er flot og fortæller han også selv er kreativ og et eller andet om at han studerer/arbejder på en kunstskole af en slags. Nåja, han taler engelsk. Han er tydeligvis ikke herfra og fortæller også hvor kunstskolen ligger og det var et fjerntliggende land, husker ikke hvilket.
Jeg giver ham mit visitkort og siger han kan se flere af mine ting på min hjemmeside. Sådan, som en service og jeg tænker da også at han måske kan være en fin kontakt til kunstverdenen i et andet land og den slags jo kan være godt at have.
Det var egentlig en helt ok oplevelse og jeg gik derfra og havde det fint med det.
Nogle dage efter ligger der en mail fra ham i min email-inbox. Han skriver “hey sweety” og et eller andet med at han syntes det var hyggeligt at møde mig og om jeg ikke har lyst til at drikke en kop kaffe en dag.
Jeg VED ikke om det er kulturelt, det med sweety. Men for mig føltes det enormt grænseoverskridende – både at han sendte mig en email og ikke skrev via beskedsystemet på min hjemmeside som jeg havde henvist til – men især også at han kalder mig sweety, og egentlig også at han vil drikke kaffe. Det eneste jeg har gjort har været at være høflig overfor ham.
Jeg svarer høfligt på mailen og forsøger at holde mit svar til at handle om kunst, fordi det jo var det vi talte om da vi mødte hinanden. Han svarer og skriver igen det her med at ses “og tale mere om det”. Det føles vildt iffy for mig og jeg får lyst til at sige til ham, at jeg altså er gift og i øvrigt ikke interesseret, men det kan jeg ikke, for jeg VED ikke om han prøver på noget eller om han ikke er klar over at han er sådan og at han virker grænseoverskridende på mig.
Jeg ender med ikke at svare ham. Han skriver 2-3 gange mere uden at jeg svarer (sådan noget “hey sweety, did you get my last email?” og ting i den dur).
Uanset hans intention havde han jo i hvert fald aldrig kaldt en mand “sweety” og der var på den måde måske ikke opstået samme gråzone-følelse.
Det kan stadig godt være at det var en misforståelse, men (henvisning til dette link:consider the bank.)http://gyzym.tumblr.com/post/52983582368/consider-the-bank
Det var simpelthen for risikofyldt for mig at tro på det bedste i et medmenneske. Jeg har stadig dårlig samvittighed over det – måske prøvede han oprigtigt bare at få en ven i et land hvor guderne skal vide at vi er så lukkede som vi kan blive i forhold til at få nye bekendtskaber. Men jeg turde ikke.

























