På min efterskole var der kun 16 piger og 80 drenge. Det gjorde at man som pige fik lidt mere opmærksomhed, hvilket var rart. Men også uønsket opmærksomhed, som var træls.
Indenfor den første uge af mit ophold oplevede jeg at drenge “stjal” mig ved at smide mig op på ryggen ufrivilligt og løbe rundt med mig. Der var en dreng der kaldte alle piger for tøsepige, selvom man sagde hver gang at han skulle lade være. Og ingen drenge sagde ham imod. Drenge der ville kramme en eller røre ved en uden at man var venner med dem og uden at man kunne sige fra var hverdagskost. “Stalkers” var noget alle piger havde, i den her forstand var det drenge der fulgte efter en, opsøgte en og overtog fuldstændig samtalen, selvom man ikke ville have det. De var som regel dårlige social, så folk undgik dem, og efter et stykke tid undgik de også pigen, fordi personen havde sat sig fast som en sugekop. Det var mest drenge der var “stalkers” men en pige gjorde det også. De fleste piger var jo for søde til at sige direkte at vedkommende skulle skride.
Det var rigtig træls når man godt ville være sammen med sine venner, men man havde en person der satte sig på ens tid og forhindrede en i at lave de ting man godt ville. Og så skulle man finde sig i at fjerne deres hænder Fra en selv hele tiden. Det værste var at ingen gjorde noget. Der var ingen af mine drengevenner der gik op og sagde “nu har du vist fulgt efter Astrid hele dagen, skal vi to ikke spille kort sammen/skal du ikke være sammen med nogle af dine andre venner”. Nogle kunne vel ikke se det, de fleste kunne godt for det var noget vi jokede med, men de gjorde ingenting. De var bare sådan lidt; nårh ja sådan er det for piger. De færreste mente overhovedet at det egentlig var en træls ting.
Min bedste ven sagde aldrig noget til det, det var kun når jeg selv fortalte det at han sagde ja, det har du ret at det er det der sker, men han mente ikke at det var en super træls ting.
Her i sidste weekend oplevede jeg igen til en lejr at der var en dreng der klæbede sig op af mig, og for første gang var der en ven der sagde til mig “ham der, han følger mega meget efter dig, det er sgu da mega træls han er så meget op af dig.” Jeg ordnede problemet selv, men det var stadig så befriende at for en gangs skyld var der en dreng der vedkendte problemet og syntes det var træls og sagde det til mig.

























