Jeg var til en privatfest med en vennekreds, jeg har bevæget mig i i lang tid. En af drengene valgte at klappe mig i røven, da han gik forbi dansegulvet. Da jeg vendte mig om, kom han straks hen til mig for at forklare, at det var for sjov. “Du må jo indrømme, at det var sjovt,” blev han ved med at gentage. Da jeg sagde fra og bad ham om ikke at gøre det igen, valgte han ikke at undskylde, men at sige: “Selvfølgelig gør jeg det ikke igen. Det ville jo ikke være sjovt anden gang.” Ikke kun havde jeg på ingen måde givet ham lov til det, men jeg følte mig virkelig reduceret til mindre end et menneske, når han fuldstændig talte over mig og nægtede at forholde sig til mine grænser og følelser. Det var faktisk det mest ubehagelige ved det. Der virkede ikke til at være noget seksuelt over det. Det var mere en demonstration af, at han kunne gøre det. Så er han desuden selverklæret feminist, hvilket bare viser, hvordan selv dem med gode intentioner kan være med til at gøre hverdagen utryg.

























