Christine

Hyggelig taxatur hjem fra Roskilde Festival.
Taxachaufføren er sød og snakker med mig og min mand.
Under kørslen ringer en af taxachaufførens venner og de snakker om en ferie og hvilket hotel de skal booke.
Taxachaufføren er sur over hans ven ikke er tilfreds med det hotel han har valgt.
Efter han lægger på fortæller han os om baggrunden for samtalen og vi lytter høfligt med lige til han siger “det er også bare irriterende med de kvinder. Han skal ikke lytte til hende… forstå mig ret; kvinder går bare så meget op i bagateller! Om hotellet ligger det ene eller det andet sted” Både min mand og jeg kigger ret mellemfornøjede på ham.
Hans kommentar kommer ud af ingenting. Han har talt med sin mandlige ven som brokkede sig, og alligevel gør han sin vens brok til et udslag af et helt køns forhold til “bagateller”. Den generalisering og den måde han affejede sin vens indvendinger som griller konen havde sat i hovedet på ham var virkelig utiltalende. Og føltes virkelig som om den kom ud af den blå luft!
Hvorfor skulle hele kvindekønnet (mig inklusiv) få skylden for hans vens utilfredshed? Ikke én gang nævnte hans ven nogen kvinder i samtalen.
Det er den slags små oplevelser som gør, at man som kvinde føler sig set ned på og gjort til en pernittengrynet skraptante. Selv når man INTET har med det givne problem at gøre.
Jeg har oplevet det SÅ mange gange; at jeg (og hele kvindekønnet) får skylden for min mandlige partners utilfredshed eller frustration med en given ting.
Ikke bare får man skylden, men man får samtidig også at vide, at ens mening om noget som helst ikke gælder fordi man f.eks. “går op i bagateller” eller er “kontrollerende” eller måske endda ligefrem “hysterisk”.