Jeg har været på Roskilde Festival 4 år og oplevelser med sexchikane har desværre fundet sted alle 4 gange.
Den slemmeste har nok været sidste år, hvor jeg i en af opvarmningsdagene var til en koncert på Apollo ved 23-tiden. Jeg boede i camp med en bunke gamle efterskolevenner, der på det tidspunkt hellere ville sidde i campen og ryge sig skæve, så jeg tog da bare til koncerten alene – det havde jeg da gjort så ofte før.
Jeg havde lårkorte shorts på og en stor uld-sweater og jeg står og nyder musikken, da en cirka 30-årig tysk mand begynder at danse op ad mig. Først tænker jeg bare “hey okay, fedt nok, fest fest fest”, men cirka to sange senere begynder han at stille sig ubehageligt tæt op ad mig, sådan, bag mig, hvorefter jeg høfligt bevæger mig lidt væk fra ham. Han gør det igen, og lægger denne gang sine arme omkring mig i et ret fast greb, samtidig med, at han presser sit noget så hårde lem ind mod mig. Det lykkedes mig at “slippe ud”, hvorefter jeg siger at jeg skal på toilet. Jeg går, og tænker at det var godt at jeg slap væk fra den klamme stodder, men ærger mig lidt over at gå glip af resten af Jaakko Eino Kalevi’s set.
Da jeg går forbi toiletterne, tænker jeg, at nu jeg er her, kan jeg da ligeså godt tisse. Så det gør jeg. Da jeg kommer ud, står ham den tyske fyr lige udenfor – han må have fulgt efter mig, og set at jeg gik ind i lige netop den bås. Han står så tæt på, at i sekundet jeg stikker mit ben ud, formår han at skubbe mig ind i båsen igen og følger selv efter, så han står mellem døren og jeg, hvorefter han låser døren. Alle der har været på Roskilde, ved, hvor uhyggeligt klamme toiletterne på camping-området er, og kan nok også relatere til, at det bestemt ikke var rart at være to mennesker derinde.
Jeg forsøger at åbne døren, men han vogter døren som gjaldt det hans liv og det virker umuligt. Jeg bliver dog ved med at forsøge, imens han stikker sin hånd ned i mine bukser og samtidig begynder at åbne sine egne. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det faldt mig slet ikke ind at råbe efter hjælp. Der var jo hundredevis af mennesker omkring os hele tiden. Jeg tror lidt at jeg på et tidspunkt opgiver at åbne døren, da det mere og mere virker som mission impossible og jeg ved ikke helt, det er som om at jeg accepterer det der er ved at ske. Så jeg giver mig nok på en måde lidt hen, og giverv ham ikke nogen modstand – hvilket åbenbart viste sig at være et smart move. Han blev lidt mere “afslappet”, og bevogtede nu ikke døren med så stor sikkerhed som før; og her så jeg mit snit til at få den forbandede dør åbnet og komme ud. Så det gjorde jeg, og nærmest kastede mig selv ud fra toilettet – med mine shorts nede omkring mine knæ. Men jeg var ude, og den eneste tanke der var i mit hovede, var, at jeg skulle så langt væk som muligt. Så jeg løb tilbage til min camp, og brød ud i gråd da jeg skulle fortælle min bedste veninde (der heldigvis sad i campen) hvad der var sket. Jeg har aldrig fortalt det til andre end hende.

























