Anonym

Jeg var i England på sprogskole. Jeg boede ved en familie i en forstad til den by jeg gik i skole i. Om aftenen var jeg ofte ude med mine venner, som alle boede inde i byen. Dette betød at jeg ofte tog natbussen alene hjem. Når man sad og ventede på bussen var der ofte ubehagelige tilråb fra forbipasserende fulde mænd, men det var ikke noget jeg tog mig af, det var der jo også hjemme i DK. En aften skete det at jeg steg på bussen og at en ung mand, der havde kommet med tilnærmende kommentarer, fulgte efter mig og steg på bussen. Der var meget få der skulle med bussen til den lille forstad jeg boede i, så da der var to stop tilbage, var det kun ham, mig og buschaufføren der var i bussen. Han sætter sig så hen ved siden af og begynder at snakke til mig og komme med ubehagelige kommentarer om hvad han kunne tænke sig at gøre ved en pige som mig. Jeg ignorerede ham indtil han begyndte at røre ved mit lår, hvor jeg så trækker mig væk og får vredet mig forbi ham og sætter mig op til buschaufføren. Da vi stopper står manden af og går efter mig da jeg er på vej hen til min familie. Han kommer bagfra og tager fat i mig og trækker mig ind til ham og siger at han nok skal bestemme hvornår jeg må gå fra ham. Jeg går i panik og får slået ham i maven med min albue (som min far har lært mig), kommer fri og løber alt hvad jeg kan hen til den familie jeg bor ved. Jeg var i dybt chok og græd da jeg kom ind på mit værelse, men fortalte ikke om hændelsen til nogen, og har ikke gjort det før nu.

Af en eller anden grund var jeg flov over det der var sket og havde ikke lyst til at fortælle nogen om det. Dette skyldes måske at når jeg før har fortalt folk om ubehagelige hændelser, hvor folk har råbt efter mig eller på anden måde været ubehagelige, er det blevet henkastet som at “de mener det jo nok ikke sådan” eller “det skal du ikke tage dig af” – som om at hvis man ignorerer problemet forsvinder det. F.eks. når jeg har været på Roskilde og nogle af nabodrengene fra den anden camp synes det er sjovt at tage mig på røven eller kigge ind i mit telt, og jeg så har fortalt mine ellers fornuftige venner om det har de sagt “Det skal du ikke tage så tungt, det er jo bare for sjov”. Men det er ikke sjovt, for nok er mange af de bemærkninger man får harmløse, men det skaber et utrygt miljø, som jeg ikke tror der er mange kvinder der bryder sig om at være i. Det er nået det punkt hvor jeg ikke længere føler mig tryg ved at gå alene om aftnen, og jeg går ikke længere i byen uden en solid gruppe af venner, jeg ved jeg kan stole på.