Katrine

Jeg kom glad hjem fra mit studie i går og gik glad i gang med at fortælle om mine fremskridt med specialet. Mens jeg var i gang med at sætte mig i sofaen i stuen, afbrød min kæreste mig og sagde, at jeg skulle vende mig om. Det nægtede jeg, hvorpå han lænede sig frem og gav mig et klap på det nærmeste sted, han kunne nå, min hofte, mens han sagde,at han skulle “hilse og give mig et klap bagi”; det havde en kammerat, han lige havde talt i telefon med, sagt. Min kæreste plejer at være min allierede, og vi deler mange holdninger ift. sexisme, feminisme og den slags, så jeg blev virkelig overrasket og vred over, hvad jeg dér oplevede, og jeg følte mig krænket. Det er MIN røv! Jeg måtte bare ud af den stue. Da vi senere snakkede om det hændte, sagde min kæreste, at han mente, at jeg ville synes, at det var sjovt – det var jo hans gode kammerat. Han sagde selv, at han fandt det sjovt. Desuden hævdede han, at hans kammerat ikke er sexistisk. Jeg tænker, at det er et godt eksempel på, hvor indgroet sexisme er i vores omgangsformer; mange (også de, der er bevidste om sexismens store udbredelse) opdager slet ikke, at de indimellem gør sexistiske ting.