Den 16 juni 2012 blev jeg udsat for et seksuelt overgreb.
Jeg var 14 år gammel.
Jeg havde holdt en fest uden tilladelse fra mine forældre, hvor jeg havde inviteret et par af mine gode venner fra klassen, min venindes date og en tidligere klassekammerat. En fest i “trygge” rammer, med mennesker jeg havde tillid til.
På daværende tidspunkt, havde jeg ingen erfaring med alkohol overhovedet. Mine venners erfaring var også begrænset, så vi ville prøve at drikke. Vi ville presse vores grænser, som unge mennesker nu engang gør.
Jeg får en dårlig fornemmelse, da drengene har været nede og købe kondomer, så jeg gemmer dem. Hen på aftenen bliver jeg ret fuld, men jeg kan stadig hænge sammen, lige indtil to af drengene hælder ekstra alkohol i min drink. Jeg er ikke så fuld at jeg ikke bemærker det, men fuld nok til ikke at tænke over det.
Derefter er alt usammenhængende. Jeg får black out flere gange og på et tidspunkt smider jeg min trøje og BH. På et tidspunkt står jeg alene på mit værelse og her kommer han ind. Den eneste dreng, der konsekvent ikke har drukket til festen. Drengen der tidligere havde gået i min klasse. Han tager mig på brysterne, men jeg tænker ikke synderligt over det. Kort efter smider mine venner mig i seng på min søsters værelse.
Jeg ligger i min seng, ude af stand til at gøre noget som helst. Drengen der tidligere gik i min klasse kommer ind. I løbet af den nat kommer han ind omkring 5 gange. Han tvang mig til at gøre ting jeg ikke havde lyst til. Seksuelle ting. På et tidspunkt forsøger han at åbne mine bukser, men den ene gang lykkes det mig at skrige, omend svagt, hvilket får ham til at stoppe. Han fortæller mig, at jeg ikke skal sige det til nogen, for så vil der ske slemme ting.
I mellem en af de gange han kom ind, omkring 1:12 om natten, skriver jeg en note om at jeg skal huske det.
Næste morgen vågner jeg. Der ligger kondomer ud over gulvet og jeg kan ikke rigtigt få noget til at passe sammen. Jeg åbner min mobil og ser noten og alt kommer tilbage. Jeg kan huske det hele. Jeg bliver skamfuld og tager et bad, hvorefter jeg ryder op og fjerner alle beviser fra festen og overgrebet.
Hvis det blev opdaget ville jeg jo få problemer med mine forældre. Jeg bruger den morgen på at vaske op, så jeg ikke skal se på hans ansigt. Da alle er gået, bortset fra min veninde og hendes date, fortæller jeg det til dem. De griner, hvilket nok var fordi de ikke havde forstået hvor slemt det var. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg havde jo ikke bidt, skreget eller slået fra mig. Jeg havde sagt nej en enkelt gang. Det var jo ikke godt nok.
Hele mit liv har jeg fået at vide at jeg er en utrolig stærk person, så det var uforståeligt for mig at jeg ikke havde gjort mere modstand.
Min klasse fandt ud af det om mandagen. Hans bedste ven havde startet flere forskellige rygter. Enten løj jeg, havde selv bedt om det eller bare fortrudt det dagen efter. Folk var konstant henne og spørge ind til rygterne om det. Jeg grinte og lod som om det ikke var noget særligt, men i virkeligheden slog det mig langsomt ihjel indefra.
Der gik ikke længe, før jeg begyndte at udsætte mig selv for fare. Jeg stak af om natten, cyklede rundt i utrygge områder og snakkede med folk på nettet. Jeg gjorde alt for at miste mig selv. Jeg blev depressiv og umulig, hvilket skabte problemer derhjemme, for mine forældre havde ingen anelse om hvad der var sket.
Der skulle gå 3 måneder før jeg knækkede..
Jeg sad og så TV med min mor, da der kom en sag op om en kvinde der var blevet voldtaget. Min mor sagde, at nu var der en stakkels kvinde der havde fået ødelagt sit liv og sexliv. Jeg blev rasende og råbte “Hvordan kan du vide det?” Af hende og ting i den dur. Min mor blev chokeret og diskuterede med mig, før hun sagde “Har du måske prøvet det selv?”.
Herefter brød jeg grædende sammen og lagde mig ind i seng, hvor jeg græd mig i søvn.
Næste morgen fortalte jeg mine forældre, hvad der var sket.
Det var meget skamfuldt for mig. Faktisk noget af det værste jeg nogensinde har prøvet. Det er utroligt hårdt at høre, hvor ulykkelige ens forældre bliver. Den skyld de føler. Frustrationen over at de ikke kunne gøre noget.
Jeg blev passet på af mine bedste forældre i en uge og kom i bedring…
Indtil mine mareridt begyndte.
Det var ikke mareridt, omkring hvad der var sket, men om folk der grinede af mig. Der shamede mig. Jeg vidste jo godt, hvad der blev sagt. Jeg jo bare en opmærksomhedskrævende slut.
Mine mareridt blev være og jeg endte med at bruge et halvt år næsten uden skole og med angst. På psykiatrisk afdelingen fik vi at vide, at det ville være dumt at politianmelde overgrebet. Jeg ville bare skulle igennem en masse pinefulde afhøringer og stilles spørgsmål som omhandlede min påklædning. Og de kunne ikke hjælpe mig psykologisk, fordi jeg godt vidste at det ikke var mig der havde gjort noget galt. Han havde begået en forbrydelse, jeg var hans offer.
Efter julen 2012 blev det bedre og jeg fik en vennekreds uden for skolen. Det gjorde alt bedre, for min tidligere vennekreds troede ikke på mig.
I 2013 ville jeg bare overleve min skoletid, så jeg valgte at skubbe alle problemerne om i baggrunden. Jeg forsøgte at ignorere, hvad folk sagde, men det var hårdt.
I februar skulle min klasse på skolearrangeret bowlingtur. Jeg var spændt og havde glædet mig. Lige indtil jeg hører at han er blevet inviteret. Min klasselærer kendte til overgrebet og gerningsmanden, men havde ikke grebet ind. Jeg blev først advaret da jeg stod der.
Jeg husker, at jeg tog fat i ham der havde inviteret min overgrebsmand(Bedstevennen igen..) og spurgte hvad fanden han havde gang i.
Hans svar sidder stadig fast i dag. “Fordi jeg havde troede at du ville være MODEN nok til at i begge kan være her, men du er tydeligvis ikke VOKSEN nok”. Jeg blev både vred, såret og chokeret, så jeg fik vrisset at det overgrebsmanden havde gjort var strafbart.
Det var sidste gang jeg så ham.
Jeg tog på efterskole efter sommerferien, for at komme væk fra min klasse.
På efterskolen fik jeg to gode år, hvor jeg var uberørt af overgrebet.
I dag er jeg startet på gymnasiet. Jeg har en sød kæreste, som jeg har været sammen med i et år. Jeg har masser af gode og støttende venner. Jeg har et somewhat privilegeret liv. Jeg burde have det godt.
Men det har jeg ikke. For som jeg gradvist fik bearbejdet mig selv og fik det godt, begyndte de ting jeg ikke har bearbejdet at komme frem. Heriblandt overgrebet.
Lige nu er jeg diagnosticeret med stress. Jeg har i tre måneder ikke været i stand til at have et normalt sexliv. Selvom jeg er i bedring, fordi jeg kæmper rigtig hårdt, har jeg en kæmpe uforløst indre vrede.
Jeg er vred, fordi jeg aldrig fik retfærdighed.
Jeg lever med stress, mens svinet er derude og har et normalt liv. Han kan stadig gå til reunions i min grundskoleklasse, det kan jeg ikke.
Jeg er rasende, fordi min klasse og mine lærere svigtede mig.
Jeg er rasende, for jeg har levet med slutshaming og victimblaming, fordi jeg har fået at vide at det var min fejl uendeligt mange gange.
Jeg ville brændende ønske, at jeg kunne være det bedre menneske og tilgive dem der har givet mig skylden. Det kan jeg ikke.
Jeg hader og foragter tanken om, at han går derude lige nu og har det godt, mens jeg kæmper for ikke at falde dybt igen.
Jeg er et offer og et fucking vredt et af slagsen.
Jeg hører utallige af mine veninder og et par stykker af mine venner fortælle mig deres historier ligeså. Fælles for alle historier er, at de undskyldende siger at det jo ikke var et overgreb eller en voldtægt de havde været udenfor, for så ville de jo overdrive. De er alle nervøse for at kalde det, hvad det er juridisk og psykisk. Fordi de ligesom jeg har hørt, at det er forkert og at de er hysteriske eller opmærksomhedskrævende.

























