Trine

Frygten for mænd, er noget jeg er vokset op med. Siden jeg kan huske, har jeg frygtet mine fars verbale, truende angreb, når han havde fået en bajer eller tyve for meget. Min mor var aldrig stærk nok til at sige fra overfor ham, hun turde heller aldrig. Min far slog aldrig mig eller min lillesøster, men han havde intet imod at pande min mor én. Så jeg har altid haft et anstrengt forhold til mænd. Da jeg var 12, fik jeg mig en rigtigt god ven, en drengeven jeg følte at jeg kunne stole på. Han var 5 år ældre end mig, men da jeg var ret voksen af min alder, betød alderen ikke noget. Denne ven begyndte jeg at få nogle “teenagefølelser” for — du ved, de følelser, som ikke indeholder spor af seksualitet, men mere beundring og nysgerrighed omkring den anden person. En dag skulle han sove hos mig. Det var første gang, jeg havde en dreng overnattende. Min seng var stor nok til to, så vi sov bare i den. Vi lå og snakkede til langt ud på natten og jeg følte mig så glad, for jeg havde endelig fundet en person af modsatte køn, som jeg turde at stole på. Men da jeg var faldet halvvejs i søvn, kunne jeg føle en vægt ovenpå mig, og jeg vågnede med det samme. Jeg kunne mærke kys på min hals og hænder, der vandrede over alt på min krop. Jeg sagde stop, flere gange, men jeg kæmpede aldrig fysisk i mod, for jeg vidste at han var mange gange stærkere end mig. Han sagde, at han nok skulle være blid og velvidende om, at jeg godt kunne lide ham, fortalte han mig, at piger og drenge gjorde det her, når de kunne lide hinanden. Så han klædte mig af. Jeg gemte mit ansigt i en pude, dels for ikke at skulle se på ham, dels for at han ikke skulle se mig græde. Han trængte ind i mig, eller, han prøvede, men jeg var for stram. Så han tvang mit hoved ned til hans penis og fik mig til at give ham et blowjob. Han kom i min mund.

Dagen efter, skulle han også overnatte, da det var aftalen, for det var en lang rejse fra Jylland til Sjælland. Den nat skete det igen. Denne gang tog han min mødom. Denne gang, græd jeg endnu mere, og denne gang, tiggede jeg ham om at stoppe. Jeg har aldrig fortalt det til mine forældre. Det kommer jeg nok heller aldrig til. Men det sidder rigtigt dybt i mig den dag i dag, og bare følelsen af en andens krop på min, gør mig panisk, eller hvis jeg føler, at der er nogle der holder mine hænder låst fast, så skriger jeg i flere minutter efter det et stoppet. Jeg håber at jeg en dag kan blive okay og acceptere, hvad der skete, men selv den dag i dag, siger mine allerhemmeligste tanker, at jeg selv bad om det.

I dag har min overgrebsmand kone og børn, og jeg undrer mig nogle gange over, om han nogensinde har gjort mod konen, som han gjorde mod mig.