Navn

I 17 år er jeg blevet trukket igennem en krævende rolle som mor. Det hele startede med en helt uventet og alt for hurtigt undfangelse efter 2 mdr.s bekendtskab. Jeg var uvidende på dette tidlige tidspunkt om min datters fars ustabile psyke. Vidste kun, at jeg ikke ville leve sammen med ham, fordi jeg havde en fornemmelse af, at et eller andet ikke var som det skulle være. Jeg vågnede endeligt op fra de usikre tåger om at noget var galt, da jeg blev sat af foran sygehuset flere måneder før forventet termin og måtte gå op blødende, fordi fødslen var ved at gå i gang. Faderen kørte bare videre i sin bil. Jeg kunne jo bare tage mig sammen, var hans bemærkninger. Han var ikke tilstedeværende eller deltog i pleje under hele kuvøsetiden. Jeg afbrød naturligvis endeligt forholdet.
Den psykiske terror jeg havde oplevet i det korte bekendtskab blev nu afløst af chikanerier. Stadigvæk den dag i dag, ved jeg intet om hvad der er hovedårsagen til ustabiliteten hos faderen til mit barn. Det eneste jeg ved, det er, at der er blevet begået det ene overgreb efter det andet både imod min datter og mig. Det startede omkring min datters 1-års fødselsdag med anlæggelser af retssager om overførsel af forældremyndighed. Der var omsorgssvigt og psykisk terror under min datters samvær, fogedretssager – når det var allermest uansvarligt på grund af voldsomme reaktioner, at sende min datter af sted på samvær -, stalking omkring hjem, job og myndigheder igennem 17 år. Undersøgende Autoriserede Psykologer i Statsforvaltningen har været på sagen også efter deres undersøgelser var afsluttede i Statsforvaltningen. Faderen løgne, om at jeg skulle være psykisk syg blev spredt til alle: på sygehus efter fødsel, Statsforvaltningen, børnesagkyndige, undersøgende psykologer hyret af Statsforvaltningen, advokat, Kommunen, fogedretten. Lige om lidt lander disse udokumenterbare løgne helt sikkert i en strafferetssag imod faderen om overtrædelse af tilhold. Min datter har gået til masser af samtaler og har fortalt at hun ikke ønsker at være sammen med sin far. Hun har fortalt om en far, som har en personlighed, der er meget flink overfor andre, men når hun er alene med ham, er han en helt anden. Vi har været igennem en masse undersøgelser og samtaler. Vi har forelagt dokumentation for stalking og stor ustabilitet hos faderen, som naturligvis fornægter alt. Han har plantet falske oplysninger om min psykiske habitus og beskyldt mig for samværschikane. Myndighederne fastholder i alle afgørelser og i børnesamtaler, at min datter lider under at forældrene ikke kan samarbejde og under forældrenes konflikt. Selv efter at min datter endelig har fortalt, hvad der skete under samvær. Fortællinger med gentagne beskrivelser om omsorgssvigt, manglende evne til at forstå et barn, fuldskab og psykisk vold. Hun slap som 10 årig for samvær, støttet af kommunen. Jeg gik ned med udbrændthed og stress. Mistede arbejdsevnen i en længere periode og blev fyret fra et velbetalt job. Er på skift arbejdssøgende og sygemeldt på grund af stressbelastning under stalking. Og er på grund af de 17 års stalking nået en alder, hvor jeg i stedet for en flot karriere kan se frem til pension. I dag er der gået 17 år, hvor ingen myndigheder på noget tidspunkt har krævet en mentalundersøgelse af far. Før nu i en straffesag om et velbegrundet tilhold. Min datter på 17 år, skal sidde alene i vidneskranken uden bistandsadvokat. Sårbar efter mange års overgreb fra både far og myndighedernes fejlbehandlinger. Far sidder naturligvis med en forsvarsadvokat. Konteksten er tydelig i sagen, endnu engang oplever jeg som kvinde og mor, at det er mest synd for min datters far.