Fredag aften, og jeg er på vej hjem med bus 5a mod Nørrebro. Jeg sidder på bagerste række i bussen, henne ved vinduet. Efter et par stop rykker en større gruppe unge drenge/mænd ind i bussen og ned bagi. De larmer og griner og råber og skubber hinanden lidt rundt, men virker ikke aggressive eller ubehagelige, så jeg fokuserer på at kigge ud på gaden og at læse min artikel.
De snakkede om at skulle mødes med en anden gruppe, vistnok i Mjølnerparken, og ville derfor af ved stoppet ved Den Røde Plads. Jeg skulle først af ved stationen, og bliver derfor siddende i troen om, at jeg ikke behøver at komme op i god tid for at mase mig forbi nogen.
De ombeslutter sig åbenbart, så da jeg skal af, må jeg klemme mig ud mellem et hav af unge mænd med mange enormt underholdende bemærkninger som bidrag. Da jeg så når til trappen, tager af en dem hænderne frem og tager fat om hver af mine baller, bagfra. Jeg har travlt og skal af som den sidste, og kan dårligt nå andet end et sige et bestemt “stop det”. De er alle færdige af grin og highfiver deres ven, som bussen kører videre.
Det var det sidste, jeg havde brug for eller kunne overskue den aften. Og det er enormt kujon-agtigt at sætte en person i en situation, hvor man kan protestere ordentligt over overgrebet og dermed stå ene imod 10 mennesker, skabe en offentlig situation og misse sit stop, eller gå derfra med ubehag i kroppen og uforettet sag imens gruppen jubler.

























