Person

I løbet af min introuge og rustur sidste år på UNI, opdagede jeg hurtigt at dem der råber højest med de mest grænseoverskridende udsagn og jokes bliver de populære og anerkendte…
Jeg går på et mandsdomineret fag, vores undervisere er mænd, pensum er skrevet af mænd og de fleste af de studerende er mænd. Humoren er fyldt med racisme og sexisme – dette på et fag der nærmest udelukkende består af hvide mænd. Jokes om homoseksuelle er mindre fremkommende, hvilket er en lettelse… Men det er hårdt at skulle lytte til, og frygte for voldtægtsjokes (pædofile, voldelige, anal voldtægtsjokes – det hele!) hvergang vi laver noget socialt. Jeg er meget social, og er en del af den aktive sociale gruppe på studiet, men det er hårdt at være den eneste der siger fra over for de her ting, og nogle gange har jeg ikke energien til at sige imod 10 mænd der alle synes voldtægt og racisme er helt vildt underholdende. De ved ikke hvor mange kvinder fra deres årgang, falder ind under statistikken af voldtægtsramte … Inkl. mig.

På samme studie, samme årgang går der en mandlig studerende som er mere grænseoverskridende end alle de andre til sammen. Han tager på alle(som han anser som kvinder), når vi går,står, danser og forsøger at føle os trygge på et mandsdomineret fag. Han holder én om livet, holder en på skulderen, presser sig ind til ham og tager en på røven og brystet. Han har gjort det i et år. Jeg har sagt fra hvergang, men nogle gange gør han det så lidt at man er bange for at blive anset som ‘hysterisk’ hvis man fx siger fra over for en arm om livet eller en hånd på skulderen – det er selvom jeg og andre udtrykkeligt har sagt at han slet ikke skal røre ved os. Så venter han et stykke tid, og så skruer han op for aggressiviteten igen…

Da den nye årgang kom var jeg tutor, og opdagede hurtigt at han gik efter de nye. Det var dråben, før havde jeg været bange for at begå socialt selvmord hvis jeg virkelig stillede mig op imod ham – for alle de andre griner af hans klamme jokes og klapper ham på skulderen. “Det er jo bare ham, han mener det ikke” siger de, men jeg ved han mener det. Især nu hvor jeg endelig sagde fra. Jeg satte ham ned og fortalte ham at han aldrig skulle røre ved mig igen, og at hvis han rørte ved andre, og hvis jeg hørte om det, ville jeg melde ham til universitetet. Chikane er nemlig bortvisnings grund på Københavns Universitet, men man skal lede for at finde ud af det… Han reagerede aggressivt, og truede mig med at gå til politiet, fordi jeg gav ham en lussing da han tog på mig på rusturen et år før… Mine medstuderende synes det var voldsomt. Flere og flere kvinder fortalte mig dog at de var glade for at jeg gjorde det, at de også var trætte af det og utrygge, men ikke vidste hvad de skulle gøre for “det er jo synd for ham”. Jeg mener ikke det er synd for ham, jeg synes det er synd at han stadig for anerkendelse socialt, stadig er til festerne og stadig gør mig og andre utrygge.

Jeg har rigeligt til at anmelde ham med, men jeg gør det ikke af frygt for de sociale konsekvenser. Jeg føler at mange er på hans side fordi det er “synd for ham” og jeg er en “aggressiv feminist”… Dette rygte har jeg fået fordi jeg siger fra overfor voldtægtsjokes og chikane. Jeg ville ønske mine medstuderende ville tage ansvar for hva de anerkender når de griner af sexisme. De anerkender sådan nogle som ham.