Person

Jeg er 28 og har oplevet sexisme flere gange, end jeg har lyst til at tænke på.

Da jeg var 16 og deprimeret pga. flere års mobning (fordi de mente, jeg var grim), tog jeg til lægen med min mor. Jeg sagde, at jeg ikke havde det særlig godt og var meget ked af det. Lægen sagde bare “Sådan en ung, køn pige har da ikke noget at være ked af”. Mit udseende var altså udelukkende grund til ikke at tage min depression alvorligt. Jeg gik derfra uden henvisning, og mine forældre betalte selv min behandling.

Da jeg var 18, blev jeg ansat i en grillbar. Jeg skulle læres op på den travleste dag af ejeren. Da jeg skulle lave en fransk hotdog, sagde han med lummerhed i stemmen “Så tager du bare pølsen og stikker i brødet. Men det kender du jo alt til, ikke?”. Den aften ringede jeg grædende til min kæreste. Jeg havde jobbet i tre dage.

Da jeg var 23, var jeg i praktik i udlandet. Min chef ville ikke have mig med til store arrangementer, fordi han “ikke vidste, hvad jeg kunne finde på”, som han sagde til mine medpraktikanter men ikke mig. Han havde fået den idé, at jeg lå i med alle og enhver, selvom han intet kendte til mit privatliv. Da jeg fik en gave fra en kunde, sagde han “ja, jeg ved virkelig ikke, hvad du har gjort for at gøre dig fortjent til den”. Jeg blev placeret længst væk fra alle andre på kontoret og fik ingen opgaver. Jeg fik en depression og overvejede selvmord. Jeg sov ikke i tre måneder, efter jeg kom hjem.

Sidste år blev jeg ansat i et firma i autobranchen, så der var mange mænd. Til jobsamtalen kom min kommende chef med mange ækle kommentarer til mit udseende. Han anså dem helt sikkert selv som søde komplimenter, men jeg syntes, det var klamt og upassende. Han kommenterede på mit navn, på mit billede på mit CV og sagde desuden “Ja, nu går det jo nok ikke med dig som med den sidste akademiker, jeg ansatte”. Jeg spurgte hvorfor. “Fordi jeg giftede mig med hende”. Og det havde han HELT ret i! Han er 60, lille og tyk og lugter. Jeg tog kun jobbet, fordi jeg var arbejdsløs og desperat. Jeg fortsatte med at lede efter et nyt job, og det lykkedes mig at komme væk efter 4 mdr. I min ansættelse fik han ofte flettet noget ind i samtalerne omkring min krop og mit udseende.

Jeg træner meget, fordi det er mit frirum. Det er min leg, og jeg kan lide at være stærk. Jeg træner IKKE for at behage mænds øjne. Når mænd hører om det, er der to reaktioner 1) de synes, det er ufedt, at en kvinde er fysisk stærk eller 2) de spørger, om jeg kan lide at squatte, og om jeg går i tights..

Jeg bliver opfattet som en snerpet feminist, fordi jeg hader kommentarer om mit udseende. Jeg hader at blive rørt ved af folk, jeg ikke har noget forhold til. Det her er kun det mindste udsnit af mine oplevelser. Heri indgår ikke de gange, jeg er blevet befamlet af fremmede mænd. Vi har en klam kultur, når vi som kvinder ikke bare kan være mennesker på lige fod med mænd. Når stort set alt, hvad vi foretager os, bliver evalueret med kommentarer om vores udseende. Når kvinders fysiske aktivitet bliver opfattet som noget, der skal tilfredsstille mænds behov. Jeg er intelligent, stærk og mega sjov. Mit udseende burde være underordnet. Særligt på arbejdspladser og i sundhedssystemet.