Jeg kom cyklende mod et lyskryds. Jeg havde travlt, for jeg skulle nå på posthuset inden for et kvarter. Jeg lægger mig i overhalingsbanen op til et kryds, så jeg kan komme hurtigere frem, når det bliver grønt. Da jeg er cirka 3 cykler fra krydsets stop-linje, trækker en 30-40 årig mand ud foran mig uden at se sig tilbage. Jeg får vrisset af ham, at han skal se sig for, for udover at være stresset og få et chok af hans handling, bliver jeg ærligt talt også ret vred over, at så mange ikke kan færdelsreglerne.
Han begynder at diskutere med mig. Hans argumentation er ret dårlig, da han prøver at forsvare sig selv med at det jo var min skyld, da “det var mig der overhalede ham”. Det der fik mig til at få en rigtig dårlig smag i munden, var hans tiltale af mig. Hans talemåde var nedladende, uanset hvad han sagde, og han blev ved med at kalde mig “fars lille pige”.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg at tænke over, at jeg måske havde reageret for voldsomt. Jeg havde lavet et verbalt angreb på ham, da jeg vrissede af ham. Hvis jeg nu i stedet havde sat mig selv i en offerrolle og kommet med et panisk udbrud, havde han måske sagt undskyld i stedet for at tage diskussionen og føle behov for at tale ned til mig.

























