Navn

Første grænseoverskridende oplevelse skete, da jeg var 15 år gammel. Jeg var uskyldig og uvidende og var først lige begyndt at feste med mine langt mere erfarne og eksperimenterende veninder. En nat til en vild privatfest fik min veninde for meget at drikke, så jeg fulgte hende på toilettet, holdt hendes hår, aede hende på ryggen og sagde at det nok skulle gå. Der gik en fyr i min klasse, som altid havde intimideret mig lidt pga. Hans ustyrlige temperament og tendens til ustyrlig adfærd. Døren til toilettet gik op, han sneg sig ind og satte sig helt tæt op ad mig. Jeg bad ham gå, men han lyttede ikke. Han slukkede lyset, jeg tændte det, han slukkede det, og forhindrede mig i mit forsøg på at tænde det igen. Han rørte ved mig, og jeg mærkede for første gang den ubehagelige frygt flyde gennem mine årer. Frygten ved at mærke et andet menneskes fysiske overlegenhed, hans ydmygende grænseløshed, min egen ligegyldighed. Jeg kæmpede mig fri.
I dag har jeg stadig en knude i maven ved tanken om, at jeg efterlod min hjælpeløse veninde med en fyr som ham.

Det skete igen til en fest nogle måneder senere. Alting gik så hurtigt det år, vi havde så travlt med at udforske og afprøve, at vi glemte at mærke efter. Jeg ville ønske min mor eller en anden kvinde i mit liv, havde fortalt mig hvor grænsen burde være. Hvad jeg ikke burde finde mig i. Denne gang holdt han mig fast i en sofa i en kælder. Han kyssede mig på mine protesterende læber. Jeg lå der og sprællede, men han var stærk. Jeg rakte armen ud mod en fuld ven, der gik forbi, men han grinte bare. Da jeg fik sparket mig løs, løb jeg ovenpå, men tænkte ikke videre over det.

Efter jeg blev gammel nok til at gå i byen, blev jeg hver evig eneste gang, vi var ude, smækket i røven, hvisket i øret, begloet, råbt efter, etc etc etc. I flere år sagde jeg intet. Det åd mig op indeni. Det gjorde mig så ked af det. Men det skete jo for alle. Det var jo ikke unormalt. Sådan var fulde mænd. Sådan var mænd.
Mændene omkring mig i dag, bliver vrede over mit mandesyn. Men med så mange grænseoverskridende hændelser i bagagen, overrasker det så virkelig nogen, at jeg er bange for mænd? At jeg hader dem lidt? At jeg forventer det værste? Jeg er så indebrændt. Så vred og indebrændt. Alle de år, hvor jeg bare fandt mig i det. Nu er jeg begyndt at skælde ud. I værste fald må jeg ty til vold, for at fjerne de klamme klistrende hænder fra min krop, som åbenbart er allemandseje. Og de griner. De griner bare, når jeg fortæller. For det er jo lidt morsomt at forestille sig en sød lille blondine som mig slå og skælde ud. De kigger på mig, som om jeg er snerpet eller overdriver. Typisk kvinder, ikke? At overdrive, hvorfor ikke bare tage det som et kompliment.

For ikke længe siden var jeg i byen med en gymnasieven og hans kammerat. Vi mødtes med deres chef, som var på vilde mande-bytur med alle sine gifte venner. Der var en, der havde et godt øje til mig. Som den eneste kvinde, havde de alle måske et godt øje til mig. Jeg udtrykte en utilpashed ved de fremmede mænds blikke til min gymnasievens kammerat. Han sagde “du kunne jo bare have taget noget løsere tøj på”.

Jeg har en gang været nødsaget til at slå. Heldigvis kun en gang. Den unge mand nærmede sig gang på gang min veninde og mig. Han rørte ved os, prøvede at få os til at kysse. Jeg bad ham pænt og bestemt om at lade være. Han blev ved. Jeg blev mere bestemt og mindre pæn. Han blev ved. Jeg skubbede ham væk. Han blev ved. Vi flyttede os. Han løftede min veninde op og begyndte at gå væk med hende. Der mistede jeg kontrollen. Jeg var så vred. Jeg rev fat i ham og slog ham med knyttet hånd i ansigtet. Hans ven var ved at dø af grin. Ham skældte jeg også ud, han havde også et ansvar her. Fyren var noget chokeret over mit angreb, han følte ikke vi havde sagt nej. Han undskyldte og vi gik.

Ikke engang i fitness er man som ung kvinde sikret for sådanne ydmygende oplevelser. Træning er en vigtig hobby af mine og træningscentret er nærmest mit andet hjem. Jeg accepterer at folk kigger, det kan nok ikke undgås, og kvinder kigger også. Men jeg havde aldrig forberedt mig på kommentarer, andre end “du squatter flot” eller “det er tydeligvis en god øvelse”, du ved, skjulte små komplimenter, uden seksuelt fokus. En dag sagde en slatten ældre mand til mig “du siger bare til, hvis du skal smækkes lidt bagi”. Jeg var fuldstændig lammet. Fuldstændig paf. Hvad er det for noget at sige. Jeg gik. Meget hurtigt. Med tårer i øjnene. Nu ville jeg underligt ønske at jeg havde sagt noget. Men det var der heller ingen andre der gjorde. Ligesom alle de andre tilfælde.

Ingen siger noget, ingen gør noget. For kvinder er i høj grad bare kroppe. Det er vores egen skyld ligegyldig om vi får for mange tilbud eller for få. Altid vores egen skyld. Afskyeligt. Afskyelig adfærd, afskyelig blindhed. SÅ GØR DOG NOGET!