Første gang, jeg oplevede at blive voldtaget, var da min eksmand vendte hjem efter en julefrokost, hvor han var blevet irriteret over sine kollegaer. Jeg lå i sengen og småsov, men vågnede, da han kom hjem. Han beklagede sig over, han havde mistet en pakke cigaretter til festen og var vred over ikke at kunne finde nogle ekstra hjemme. Jeg sagde stille at han kunne købe nogle nye næste dag. Først der så han på mig og sagde at jeg altid var så idiotisk. Han satte sig på sengen, løftede dynen og greb fat i mig. Han slog mig og voldtog mig. Efter en halv time, var sengen væltet, jeg græd, blødte fra underlivet og lå op ad væggen på gulvet bag den væltede seng, mens jeg holdt om mig selv. Jeg anmeldte det aldrig. Jeg blev med ham nogle år mere, men jeg nød ikke sex med ham mere. Det sidste år, vi var sammen, havde vi slet ikke sex.
Anden gang, var en fyr fra en rollespilsgruppe, som havde fået lov at sove på en madras i min stue efter en bytur. Næste morgen hev han fat i mig, mens jeg drak morgenkaffe og tvang mig ned på madrassen, hele tiden med et smil. Jeg sagde ”nej”, ”jeg har ikke lyst”, ”lad være”, men lige meget hjalp det. Jeg blev helt stille og sagde intet, før han var gået. Jeg vidste, at jeg aldrig ville have ham i nærheden igen. Jeg anmeldte ham ikke. Han havde brugt kondom, så der var ingen ”rester”, der kunne fælde ham. Jeg nægtede at spille med ham. Men vores fælles venner, som jeg fortalte det til, valgte alligevel at invitere ham til rollespilsaftener. De sagde: ”ja, det er en ubehagelig oplevelse, du har haft, men hvad skulle vi kunne gøre?” ”Er du sikker på, du ikke selv lagde op til det?” ”Vi har ikke noget med det at gøre, så bland os udenom”. Første gang, jeg blev sat ved samme bord som ham, rejste jeg mig op og sagde, at han skulle tænke hårdt og længe over om han overhovedet var noget værd. Jeg sagde, at han var et svin og at han skulle skride. De andre var passive og ubehageligt påvirkede af, at jeg sagde fra. Han tog sine ting og på vejen ud, sagde han: ” Jeg går nu, men husk, jeg vil aldrig mere hjælpe dig med noget. Du er så latterlig!” Den, i selskabet, der forsvarede ham mest, var en anden kvinde, der spillede med. Hun mente, at jeg løj og bare ville have opmærksomhed. Det tog et par timer, før de andre fik talt hende ned. De andre fortsatte med at se ham, men de inviterede ham aldrig til noget, jeg deltog i igen. Desværre er han blevet kæreste med en, der bor i samme karré som jeg. Så jeg ser ham indimellem i vaskekælderen. Jeg er bange, men sørger for at vise så meget vrede, at han ikke tør snakke til mig og nærmest løber væk fra mig.

























