Ane

DR1, TV Avisen kl. 17.50, torsdag den 21. Juli: Nyeste problematisering af kvinder handler nu tilsyneladende om kriminelle kvinder. Det drejer sig her primært om butikstyveri, hvor både helt unge piger og yngre mødre bl.a. stjæler tøj til deres børn, og denne kriminalitet er voksende, og det forlyder ifølge TV Avisen, at hver femte gerningsmand i 2015 var en kvinde, eller som Ask Rostrup siger: Faktisk en gerningskvinde. Så fik vi da sat den på plads. Hvad man imidlertid helt “glemmer” at nævne er, at hvor kvinder måske begår flere butikstyverier end tidligere, sidder mændene TUNGT på den grovere kriminalitet, og jeg nævner det igen, at kun 5% af de indsatte i landets fængsle er kvinder….resten sådan set mænd! Men det er åbenbart ikke noget problem.

16 år

Jeg var for nyligt på festival. Lå i sådan en lille lukket del af campingområdet, sådan at man skulle gå et langt stykke med telte på hver side, for at komme ned til mit telt. Der var så en gruppe på 5-6 drenge, der syntes det sjoveste i hele verden var at sidde på taget af deres campingvogn og råbe efter en i deres megafon, når man gik forbi. De piftede, hvis man var “lækker nok”, men kunne på den anden side også finde på at kommentere, at man havde en “klam røv” eller bare i det hele taget var grim. Det var så ydmygende. Jeg var så træt af det til sidst, at jeg tog hjem en dag tidligere fra festivallen. Måske lyder det relativt tamt, men det var det ikke for mig. Især fordi de råbte det så højt, at de nærmeste mennesker også kunne høre det.

J. Pedersen

Jeg var i byen med nogle veninder. Vi havde lagt op til en sjov aften med drinks, sushi og fest natten lang. Da vi kommer til baren, hvor vi har besluttet os for at feste tilbyder jeg, at gå op og hente drinks til os. Da jeg står i baren, kommer der en mand hen til mig og spørger om han må give et shot. Det siger jeg pænt ja tak til, da jeg alligevel bare står og venter. Da vi er færdige med at drikke shottet, klapper han mig i numsen, kommer helt tæt på mig og siger: “Så er det dig der giver taxa’en hjem”. Jeg bliver meget overrasket over hele episoden, men får sagt, at jeg i hvert fald ikke skal med ham hjem, bare fordi han har købt mig et shot. Herefter råber han: “Billige møgluder” i hovedet på mig og går sin vej.

M

Medierne fortæller om en svensk mand, der greb ind, da en anden mand var ved at voldtage en kvinde til en fest. Han udråbes med rette som helt. Det minder mig om den gang jeg var til en fest, med en masse kollegaer. Jeg er glad og føler mig tryg. På et tidspunkt går jeg ind i soveværelset, for at ringe til en ven. Min kontorkollega kommer pludselig ind, lukker døren og stiller sig foran den. Jeg går over til døren for at åbne den og gøre det klart, at jeg ikke har lyst til at være i et lukket rum med ham. Han er overraskende stærk og holder fast i mig, mens han begynder at voldkysse mig, jeg siger tydeligt nej, og prøver at vriste mig fri hvilket lykkes. Ude til festen blandt de andre, tænker jeg “det skal fandme ikke være mig, der bare ignorerer det her, og lader som ingenting. Det han lige har gjort er på ingenmåde acceptabelt”. Jeg fortæller tydeligt til mine veninder hvad der er sket. Ingen hjælp (nu har de det jo lige så hyggeligt ik?) Jeg fortæller det til et par gode arbejdskollegaer, de rynker brynene og er enige i at han “har opført sig mærkeligt”, men ingen gør noget. Ingen bakker mig op. Jeg ender med at forlade festen alene. På arbejdet har jeg det skidt, jeg deler kontor med ham og sidder faktisk med ryggen til ham, så jeg er utryg. Jeg prøver at snakke med mine kollegaer igen, jeg tænker “nogen må da for fanden, gøre noget, bakke mig op, gå til chefen, gå til kollegaen, et eller andet”. Men nej, skuffet igen. Jeg ender med selv at skulle være den stærke i en situation, hvor jeg ingen styrke har, og konfronterer min kollega igen. Han benægter, siger at jeg selv var skyld i det, at det da ikke var så slemt. Jeg holder fast i at det på ingenmåde er acceptabel opførsel. Til sidst giver han sig og giver mig nødtvungen en undskyldning. Jeg accepterer og prøver så at glemme, eller vel nærmere ignorere at jeg faktisk er gået i stykker inden i. Mine parader var nede, jeg troede jeg var blandt folk jeg kunne stole på og regne med, den slags tillid opbygges ikke bare sådan igen. Men jeg er også nødt til at “komme videre” på overfladen i hvertfald, for jeg har lige opdaget at hvis jeg ikke gør, så er jeg ude af fællesskabet, for mine kollegaer har lige gjort det fuldstændig klart at de vælger den gode hyggelige stemning frem for hvad der er rigtigt. Så jeg er glad for at læse om helten fra Sverige, og den måde de danske medier og danskerne klapper af ham, men i realiteten, da I selv hvad chancen, så kan I sige lige så meget I vil, at I havde gjort det samme som svenskeren, faktum er at det gør I ikke, for min historie er ikke den eneste. Havde helten ikke opdaget hvad der skete, eller havde han været sådan som voldtægtmanden antog ham for, og deltaget i voldtægten, havde selv samme medier, som nu hylder ham brugt ordene “angiveligt voldtaget” i deres artikler, og de folk som hylder hans indgriben ville sige “hun ville sikkert selv, og har nu fortrudt”. Retssystemet havde frifundet mændene, for det er ord mod ord, og kvindens tæller mindre.

Janne

Sidste uge mødte jeg en mandlig kollega jeg ikke har set i 3 år. Vi arbejdede sammen for 5 år siden og havde nogenlunde den samme stilling i firmaet og vi har samme uddannelsesniveau. Så rendte jeg altså på ham i et indkøbscenter i sidste uge og vi snakkede lidt om de jobs vi har nu. Han spurgte om lønnen var god der hvor jeg arbejder nu og da vi altid har talt åbent om løn, fortalte jeg ham hvad jeg tjente. Lige da jeg havde sagt det blev han sådan lidt mut og skulle pludselig videre. To dage senere skriver han til mig på messenger at han synes det lyder mærkeligt at “jeg tjener så meget”. Jeg skriver og spørger hvad han tjener, men det svarer han ikke på. Jeg poster et billede på Facebook en aften jeg er i byen med nogle veninder. Han skriver en kommentar til billedet om at “Ja, der er nogen der har råd til det!”. En dag senere får jeg en ny besked på messenger, han er sikker på at jeg løj til ham om min månedsløn!! Jeg skriver at jeg synes han er træls og vil gerne vide hvorfor min løn er et issue, vi har da altid talt åbent om det!? Intet svar. Dagen efter udfriender han mig på Facebook og da jeg ikke kan finde hans profil længere, antager jeg han også har blokeret mig.

anonym

Jeg har for 4. gang oplevet samme mand gramse på mig og jeg har fået nok. Jeg er rasende. Min veninde og min 16 årige datter er også blevet udsat for overgreb i bussen og jeg fornemmer, der kan være tale om samme mand. Der må gøre noget. Jeg har fået nok og vil simpelthen ikke finde mig i det længere. Jeg vil på en eller anden facon, gerne gå videre herfra, for at få fokus på problemet, som faktisk er ret udbredt åbenbart.

Anynonym

Jeg er en 16-årig pige der er ved at gå helt amok på alle de drenge der nu til dags tror det er okay at nedværdige og bruge piger/kvinder på alle mulige måder på nettet. Mange gange er der fyre der som noget af det første spørger mig om jeg vil sende nudes eller andre frække billeder. Jeg har så senest som i dag skrevet med en mand på 21 der spurgte om jeg ikke kunne sende et billede af mig selv. Jeg sendte et helt almindeligt billede af mig i spejlet (fuldt påklædt) og han skrev hurtigt tilbage at “det er for meget tøj” og “vis mig hvad du har”. Han vidste udemærket godt at jeg kun var 16 og jeg havde ikke selv indledt samtalen til seksuelle emner. Efterhånden er jeg blevet så vant til disse ting over nettet at jeg nærmest ikke bliver overrasket hvis en fyr (der ellers lød sød og med gode intentioner) lige pludselig spørger om nudes og andre ting.

sanne

Jeg tror det er ved at ske igen og jeg kan snart ikke mere. I næsten fem år blev jeg forfulgt, overvåget, passet op, generet af en mand der arbejdede over for mig. Ved anonym henvendelse stoppede det. Det sidste stykke tid begyndte jeg udelukkende at bruge min svalegang som vender ud til gården og ikke min altan der vender mod den omtalte arbejdsplads. På det seneste er der dukket en mand op når jeg går ned i gården. Når jeg står i mit køkken vindue med front mod boligerne bag gården slukkes lyset i et af vinduerne Jeg kan ikke gå klædt som jeg vil – jeg er uddannet fra designskolen og æstetik er vigtig for mig. Jeg må være et menneske jeg foragter- jeg kan ikke være smilende eller imødekommende og nu skubber jeg i ren angst og desperation alle væk. Jeg kan ikke gøre det jeg vil. Jeg tør ikke længere gå lange ture, være sent ude. Jeg lider af angst, stress og fire mavesår. Begge gamle mænd, begge mænd jeg finder utiltalende………hvordan skal man være i verden hvis man ikke stoler på at ens nej bliver respekteret. Jeg kan slet ikke overskue dette…..jeg dækker min krop til og lægger planer om at flytte. men vil det ændre noget

Kim

Jeg kommer gående hen ad gangen, sammen med en kvinde jeg går i klasse med. Vi er begge sent i gang med en uddannelse. Jeg er gift og har to børn. Bag os går to unge mænd. Pludselig siger den ene til den anden: “Hvis du tager hende med det lyse hår, så tager jeg hende med den store røv”. I mit uddannelsesforløb er der en praktikperiode. Da den er slut og jeg er rundt at sige farvel, bl.a. ude i produktionen, trækker én af værkførerne mig ind til sig og kysser mig – Jeg når ikke at reagere før han slipper mig igen – med ordene: “Det har jeg haft lyst til fra dag 1” Jeg havde ikke flirtet med ham, eller på nogen måde antydet at jeg havde lyst til at blive kysset.

Kim

På kontoret: Kvindelig kollega til mandlig kollega: “Du egner dig ikke til at sidde i receptionen” Mandlig kollega: “Hvorfor ikke?” Kvindelig kollega: “Du mangler et par fortrin på brystkassen” At den kvindelige kollega er ung, viser hvor lang vej vi har endnu.