Pernille

Havde grædende veninde i røret den anden dag. Aftenen før havde hun været ude at spise med en veninde, hendes bror og nogle af deres andre venner. De ender med at blive fulde og tage i byen, og eftersom broren arbejder 100 m fra hvor min veninde bor – og han skulle super tidligt op på arbejde, tilbyder min veninde ham at låne hendes sofa de tre-fire timer. Hun viser ham ind i stuen, siger godnat og går selv ind i sit soveværelse og lukker døren. Falder i søvn og vågner på et tidspunkt ved, at hendes kæreste kommer hjem og lægger sig ind til hende. De putter i ske, men snart begynder han at rage helt vildt på hende, og hun bliver lidt irriteret, da hun dels er fuld og dels lå og sov. Vender sig om, og opdager til sin store skræk, at det IKKE er hendes kæreste, men venindes bror!! Hun farer op og råber hvad fanden han har gang i, hvorefter han går tlbage til sofaen i stuen. Om morgenen siger hun til ham, at det var fandeme ikke særlig fedt, hvorefter han tager på arbejde. Men… Hun har det jo ad helvede til. Ringer til mig, og siger hun har dårlig samvittighed(!), for hun var jo nok også bare naiv, og hvad hvis nu folk hørte om det og ville snakke og tro hun havde været utro(!) osv. osv. Og så var det lige jeg tog min myndige stemme på, og fik talt alt det der fucked up skyld og skam ned, og sagt at det var HAM og HANS ansvar alene. At han var en fucking idiot. Hun havde tilbudt ham at låne hendes sofa – ikke inviteret til sex. Hun var gået ind i hendes eget soveværelse, hvorefter han havde ventet til hun sov, og så gået ind til hende. Forklarede hende at det var et overgreb, og så sagde hun “Sådan føles det også”. Hun endte med at ringe til broren og grædende forklare hvordan hun havde oplevet det som et overgreb, og de endte med at få en god snak hvor han sagde undskyld. Men fuck, altså… Hvor mange af os har ikke tilsvarende oplevelser, som vi ender med bare at ‘afskrive’ som ‘dårlig sex’ eller ‘en misforståelse’? Jeg har. Mine veninder har. Alle mulige kvinder, som jeg følger på Insta, har. Det er så vigtigt med de her samtykke-snakke.

Maya Ryom

For et par uger siden fik jeg en uopfordret henvendelse med tilbud og uforpligtende sex. Jeg valgte at screenshotte og lægge det online, hvilket kan ses fra min profil. Det er alene ord og et redigeret profilbillede ( har redigeret hans søn væk). I dag er jeg så blevet sigtet efter straffelovens paragraf 264 stk1.. Casper, som fyren hedder, påstår, at vi begge er medlem af en eller anden side for ensomme, men den eneste side han og jeg deler medlemskab af, er en køb og salg side for Kolding og omegn..Jeg tænker mere, at han har set mig i Tv eller lignende, da jeg sidder i byrådet i Vejen kommune, men det er alene et gæt. …Jeg har, I dag erkendt at jeg har lagt “noget” op, men nægter det er ulovligt…Det ændrer ikke på, at jeg sidder med en sigtelse. Jeg har brug for nogen der kan hjælpe mig med at forstå, hvorfor jeg skal sigtes for at have delt en besked, der har krænket min blufærdighed. Jeg er rasende, og jeg har derfor indgivet en mod-anmeldelse på blufærdighedskrænkelse…for kan han ikke sigtes, så har jeg vel principielt ikke delt noget der er potentielt krænkende, tænker jeg… men jeg kan ikke stå med det her alene. Kan I hjælpe? Kender I nogle der kan?

Ida

Jeg var hjemme hos en fyr, jeg havde mødt på Tinder, for at have sex. Han var indledningsvist indforstået med at bruge kondom, da jeg bad ham om det. På et tidspunkt tog han mig bagfra, hvorefter jeg senere vendte mig om og gav ham et blowjob uden kondom. Jeg blev imidlertid ret forvirret, da jeg under blowjobbet tydeligt kunne smage mig selv og ikke kunne smage kondomet. Jeg så ham heller ikke tage kondomet af, inden jeg gav ham blowjobbet. Jeg turde ikke sige noget til ham.

Anonym

Da jeg var 11, sad jeg en dag i bussen på vej hjem. Foran sad to midaldrende mænd og diskuterede voldtægt. En af dem sagde: ‘De er jo selv ude om det med de korte nederdele og stramme bluser de går rundt i”. Den anden var enig. Jeg havde nederdel på den dag, og jeg glemmer aldrig hvordan det var at gå forbi de mænd da jeg skulle ud af bussen. Jeg følte mig så skamfuld og så beskidt og så sårbar. Jeg løb hele vejen hjem, rædselsslagen for at blive overfaldet, for det var jo det jeg havde lagt op til. Det var første gang det virkelig gik op for mig hvor meget jeg burde skamme mig. Over mit køn og min krop og ting jeg ikke engang forstod endnu. Som kvinder er vi opdraget til at skamme os. Vi skal skamme os hvis vi siger ja til sex og vi skal skamme os hvis vi siger nej. Vi skal skamme os hvis vi går i bikini og skamme os hvis vi går i burka. Det er helt okay hvis man ikke føler der er noget at kæmpe for d. 8. marts. Men lad vær med at latterliggør os der gør. Lad vær med at fortælle os hvor heldige vi er at bo i Danmark hvor kvinder ikke er undertrykte. Lad vær med at prøve at få os til at skamme os. For vi gider ikke skamme os mere. Det er ret trættende i længden. Og vi vil hellere bruge energien på at kæmpe for at 11-årige piger ikke tror de selv er ude om det hvis de bliver voldtaget. Og for en helt masse andre ting. Glædelig kampdag

Ronja Pilgaard

Pisse langt, mega personlig rant om kvindernes kampdag. I kommer bare an ✊ I lørdags sprang jeg ud i en taxa 00.26 fra Toga. Klokken 00.28 var taxachaufføren kommet med så mange kommentarer til mine lår, mit hår, min måde at være kvinde på og at han tog imod mange slags betaling, at jeg skrev til min ven og delte min lokation med ham. Jeg var fuld, og taxachaufføren var stor, og selvom jeg tydeligt sagde fra, da han foreslog at køre en omvej, valgte han at provokere mig yderligere, ved ikke at dreje af, der hvor jeg sagde, han skulle. Kort fortalt: Endnu en utryg taxatur igennem Københavns gader. Jeg delte min lokation med min ven, fordi jeg var utryg. Fordi det ikke er første gang, en taxachauffør joker med, at nu kender han min adresse, så han kan komme forbi, når jeg mindst venter det. Kl. 00.35 stod jeg ud ad taxaen på hjørnet af min vej og ventede på, at han var kørt langt nok væk, før jeg gik hen til min opgang. Jeg er stoppet med at løbe på kirkegården i tusmørket. For der var for mange, der råbte op om min røv i stramme løbebukser, når folk ikke kunne se, hvem der råbte. Det er lettere i dagslys. Jeg tjekker op på mine venner, når de får for meget at drikke. Kom du hel hjem? Skriv når du er der. Skal jeg følge dig? Jeg er holdt op med at tjekke min “andet-indbakke”. Det har kostet mig et værelse, da jeg var boligsøgende, men jeg slap for de dickpicks, som lå der, jeg ikke gad forholde mig til. Mine veninders døtre vokser stadig op i skoler, der lærer dem, at kvinder er dygtige til sprog, og mænd er dygtige til matematik og fysik. Jeg fik 11 i dansk, engelsk, matematik, fysik og tysk. Og 11 i naturfag, da jeg blev sproglig student. Og 10 i matematik B, da jeg læste det op nogle år senere. I gymnasierne har pigerne for længst overhalet drengene i matematik. Men alligevel fortæller folk myten om den biologisk matematiske mandehjerne. Jeg blev en gang overfaldet på Hellerup Station. Da jeg kom hjem til min daværende kæreste, skældte han mig hæder og ære fuld, for at have været på Hellerup Station, så jeg kunne blive overfaldet. Og fordi jeg ikke slog igen. Min kæreste skubbede mig ud i badet, så jeg væltede over mine egne ben, fordi jeg skulle vaske mig, fordi jeg var ulækker, når en anden mand havde rørt ved mig. En dag kastede han en skål i hovedet af mig, fordi jeg havde sagt et eller andet flabet. Der er stadig et lille ar på min kind. Jeg var 21 år gammel. I sommer gik jeg en tur på små 30 kilometer i New York. Jeg blev cat called 14 gange. På vej til min bedste vens 30 års fødselsdag på Nørrebro for et par år siden var det 8 gange på en gåtur på 20 minutter. Så stop dog med at råbe efter mig. Jeg kunne godt blive ved. Vi kender alle historierne. Vi har alle enten selv gået turen med nøglerne mellem knoerne, og ellers har vores søstre, vores mødre og vores bedstemødre – eller vores døtre. Alle kender et voldtægtsoffer, mens de færreste kender en voldtægtsmand. Jeg kender i hvert fald for mange af de førstnævnte og gudskelov meget få af de sidstnævnte. Jeg kunne da godt drømme om, at alt det her så bare gik over, fordi jeg sagde det højt, men træerne vokser jo ikke ind i himlen. Men kan vi måske blive enige om, at vores børn skal være den første generation, hvor alle får hjælp hjemmefra til at takle de her situationer? Hvor Ingen skal mødes med “han slår dig bare, fordi han kan lide dig”, “rigtige mænd græder ikke”, “boys will be boys” og “rigtige kvinder har brug for en, der kan beskytte dem.”?
 Hvis vi kan blive enige om det, så vil min kampdag være en succes. God kampdag. Ses på dansegulvet til Nanna Balslev og Lucia Odoom senere :-*

E

I 2016 var jeg udsat for voldtægt. Jeg mødte en mand gennem Tinder, og vi snakkede rigtig godt sammen og havde en god kemi, så jeg besluttede mig for at gå med ham hjem. Det der skulle have været sex blev til et overgreb. Så snart vi var indenfor døren ændrede hans udtryk og stemme sig. Han tvang mig ned på sengen, tog kvælertag og gennemførte samleje på en så voldsom måde, at jeg havde voldsomme skader og blå mærker. Jeg turde ikke råbe eller kæmpe imod. Jeg kunne ikke sidde ned i flere uger bagefter uden store smerter. Efter overgrebet var jeg konfus og skyndte mig hurtigt væk. En veninde fandt mig siddende på en kantsten, hvor jeg var gået i chok og græd. Hun tog mig med til politiet og senere Center for Voldtægtsofre som dokumenterede de skader, jeg havde fået. Politiet tog imod min anmeldelse, men uden en bistandsadvokat til stede, og jeg måtte ikke få lov at have en veninde med ind til afhøringen. De arresterede først manden og satte ham i varetægt, men efter 10 timer fik jeg besked på, at han var blevet løsladt. Årsagen var angiveligt at voldtægten ville være for svær at bevise, fordi jeg selv var gået med ham hjem og ikke havde givet udtryk for, at jeg ikke ville være med. Hvis loven havde lagt mere vægt på, om jeg havde givet mit samtykke end på, om jeg havde råbt op og kæmpet imod, så tror jeg at min sag havde stået anderledes. I dag lever jeg med angstanfald og depression. Han går frit rundt derude.

Anonym

Kære EPSD. Jeg er en kvinde i starten af 20’erne og har endelig indset omfanget af de seksuelle krænkelser, som både jeg og andre kvinder er udsatte for. Hele mit voksne liv fra jeg blev seksuel aktiv har været karakteriseret af seksuelle tilnærmelser og en negligering af de oplevelser, jeg har haft med mænd, som ikke respekterede mine grænser. Værst forsøgte en mand at voldtage mig for et par år siden. Denne oplevelse tog udgangspunkt i, at jeg havde kysset med en fyr, som efterfølgende blev så vild efter, at vi skulle have sex, at han hev mig med ud i en baggård, hvor han begyndte at penetrere mig. Jeg formåede at stoppe ham undervejs (heldigvis), hvortil hans ord var “undskyld, det føltes bare så godt.” Jeg forsøgte efterfølgende at række ud til meget få veninder, hvor deres kommentarer var “han kunne nok bare ikke lade være,” og “du skulle nok ikke have drukket dig så fuld, så du bedre kunne sige fra” og “hvorfor kyssede du så med ham – det lyder til, at du også var interesseret i mere.” På grund af disse kommentarer havde jeg fuldstændig negligeret og nærmest fortrængt, at jeg har oplevet dette overgreb, fordi det føltes som min egen skyld og som noget, jeg kunne have forhindret. Først nu efter flere år har jeg turde at sige det til min kæreste, udelukkende på grund af #metoo bevægelsen. På grund af denne bevægelse er det gået op for mig, hvor mange gange jeg har ladt mænd overtræde mine grænser, fordi jeg troede det bare var sådan at være kvinde. Heriblandt har jeg haft sex to gange, hvor jeg nærmest var bevidstløs og ikke var i stand til at sige fra. Jeg døjer nu med mareridt om disse oplevelser, og jeg har stadig en frygt for at sige det til andre end min kæreste, pga. risikoen for igen at få mine oplevelser negligeret, og at det bliver blamet på mig. Det er egentlig en meget ensom følelse ikke at turde dele det med andre, som jeg har nær. Jeg bliver så ked af det, når min familie, veninder og venner snakker dårligt om feminisme og #metoo bevægelsen, fordi jeg føler, at denne bevægelse har været min redning fra at blive ved med at undertrykke mine følelser og oplevelser – og så har det givet mig en opvågning i forhold til, at Danmark har så lang vej igen, når det kommer til at skabe en kultur, hvor man ikke skal blames for overgreb og ikke skal opleve seksuelle krænkelser som et vilkår ved at være til.

Anonym

Jeg hader, at der er så meget toxicity både online og i gamer-kredse. (Og sikkert allevegne). Sidder på en hjemmeside for e-sport og spotter så en irrelevant tråd om “Rate this girl”, hvor der lægges et billede op af en kvinde, som så kommenteres med kommentarer såsom: – “I’d fuck her.” – “Fuckable.” – “3/10 – I don’t like her face.” – “Great ass, ugly face.” – o.s.v.. JEG. HADER. Så ulækkert. Lad nu være.

Om Amalie Lyhnes artikel om at unge kvinder skal sige fra

Amalie Lyhnes victim blaming får mig til at tænke på en oplevelse jeg havde da jeg var ung: Jeg må have været 16 år og jeg sad for mig selv i et kystbane tog i der hvor der er plads til cykler og to rækker sæder overfor hinanden. En fremmed mand sætter sig ved siden af mig og trækker mig ind i en samtale. Jeg kan ikke huske præcis om hvad, måske mine interesser eller hobbyer. Han er hverken fysisk og der er ikke noget seksuelt i det han siger, men hele interaktionen er ubehagelig for mig: En granvoksen mand der insistere på at skulle tale til en fremmed teenagepige der tydeligvis bare gerne vil sidde i fred. Jeg holder gode miner til slet spil, svarer høfligt og kort på hans spørgsmål og “hmm”‘er til hans kommentarer. Da han så stiger af toget før mig og jeg ånder lettet op, kommentere en mand der har siddet over for os med “piger i Danmark er alt for høflige, i Frankrig ville en pige bare have rejst sig og gået.”. Når jeg tænker tilbage på situationen er det mand #2 som jeg synes er det mest ubehagelige ved oplevelsen. Det føles nærmest ydmygende at han har siddet og overværet min akavethed og ubehag. Han kunne have valgt at være min allierede og sagt fra over for manden. Han kunne have støttet mig ved i stedet sige “Sikke dog en kedelig fyr, jeg ville ikke have bebrejdet dig hvis du var gået.” I stedet fik han mig til at føle mig mere sårbar og alene. Det er virkelig det vi mangler fra “gode” mænd og også mange kvinder: At creepy dudes og overgrebsmænd ikke skal være det enkelte offers ansvar, men noget vi tager hånd om i fællesskab. Jeg valgte ikke at få togmandens opmærksomhed – hvorfor skal jeg have et større ansvar for at “håndtere ham” korrekt, end den anden mand i kuppéen har? Han var også tilstede i situationen, det er han privilegium at han vælger at være observatør.