Jeg har altid døjet med voldsomme blødninger og stærke smerter under menstruation. Det startede allerede som 12-årig, og jeg fik derfor p-piller som 13-årig for at dæmpe smerterne – men ingen undersøgelser. Jeg fortalte om mine invaliderende smerter til en gynækolog, da jeg var i start 20’erne og flyttet hjemmefra, og hans reaktion var: “Det kan være, du har endometriose, men det opdager du, hvis du får svært ved at blive gravid.” Og så blev jeg sendt ud af døren med følelsen af, at det skulle jeg ikke tale mere om. Da jeg 10 år senere havde født barn nr. 2 (blev gravid uden problemer) , blev mine smerter så uudholdelige, at jeg ofte græd på vej på arbejde og tog 4-5 piller ad gangen for at komme igennem dagene, så jeg tog til sidst til gynækolog igen. Han scannede mig, men kunne se, at min spiral sad korrekt, så han sagde meget arrogant, at der intet var galt med mig, og at det var helt udelukket, at man ville fjerne min livmoder, fordi jeg var så ung. Jeg var bare så sikker på, at den var problemet og jeg ville ikke have flere børn, så hans ord fik mig til at tudbrøle – jeg kunne simpelthen ikke leve en uge hver måned i så mange smerter. Han sagde småhånende, at han da godt kunne sende mig videre til sygehuset, men han mente, at intet var galt. Få minutter inde i undersøgelsen på sygehuset konstaterede de, at jeg havde adenomyose, og de respekterede mit ønske om at fjerne livmoderen. Endelig blev jeg lyttet til, og endelig følte jeg mig berettiget til mine smerter. Her 4 år senere er jeg så glad for, at jeg har fået et nyt liv uden de smerter!

Jeg satte for nylig nogle kjoler til salg på Facebook Marketplace. Jeg tænkte, at der ville være størst chance for salg, hvis jeg vedhæftede billeder, hvor jeg selv var iført kjolerne. Dette satte dog gang i en strøm af henvendelser fra mænd, som kommenterede kjolerne, mit udseende, spurgte om jeg også solgte undertøj eller strømper, ja sågar modtog jeg et dickpick fra en mand, som skrev, at han virkelig godt kunne lide mig. Det var voldsomt grænseoverskridende, og jeg så ingen anden udvej end at slette mine salgsopslag igen. Hvor er det trist, at det ikke er muligt at dele et billede af sig selv i en kjole, uden at modtage sexistiske beskeder fra fremmede mænd.

Både jeg og mine veninder oplevede på forskellige aftener på Roskilde Festival at unge efterskole/gymnasie-drenge kom op til os mens vi tissede med kamera og blitz. Unge, fulde mænd der gejler hinanden op til at være grænseoverskridende

Jeg er sygeplejerske og de fleste mænd til kvinder der er syge er søde, meeeen der er også kvinder der ikke kan overskue at komme hjem efter en operation fordi de ved, at de stadig skal være husholdersken :-/

Både jeg og mine veninder oplevede på forskellige aftener på Roskilde Festival at unge efterskole/gymnasie-drenge kom op til os mens vi tissede med kamera og blitz. Unge, fulde mænd der gejler hinanden op til at være grænseoverskridende (2025)

Jeg var på toilettet i frivilligcampen, da jeg hørte en kvinde sige; “dig inde ved siden af, vil du ikke være sød at stoppe med at filme?”. En person havde stukket sit telefonkamera under skillevæggen og filmet/taget billeder af hende. Det var virkelig ubehageligt. (2025)

Jeg sad en gang, sammen med en af mine børn, og kiggede på søde hverdags billeder af børnene på min eksmands telefon. Og pludselig opdagede jeg så, dér i mellem alle de søde billeder, billeder af piger der tissede, fra hans tur på Roskilde festival. Mange billeder, som han havde taget, af alle mulige piger, nedefra… Op af hegnene, fra toiletter, inde i buske osv. Jeg kan simpelthen ikke forklarer den følelse af at alt blod i min krop bare forsvandt, frøs til is. Jeg sad der med vores lille glade barn, og så får vi det det voldsomt krænkende materiale op i hovedet. Det var ikke fordi vores forhold var godt, heller ikke på det tidspunkt. Men det der havde jeg absolut ikke, i min vildeste fantasi, kunne forstille mig! Det blev tilgengæld det der gjorde at jeg blev klar over at jeg var nødt til at komme ud af det ægteskab. Der gik dog 2 års tid før det lykkedes mig. Herefter fulgte 10 års voldsomt eskaleret psykisk vold…

Så sent som til Aalborg Karneval i år, oplevede jeg at to ældre herrer havde taget klapstole med, og havde sat sig bag et hegn, hvor de KUN sad der for at kigge på de piger, som tissede i buskene som de havde frit udsyn til. Jeg bad dem skride, men de grinede bare af mig og fortsatte deres foretagende 🤮

Har også oplevet en mand filme os mens vi tissede Frygter jeg ligger et eller andet sted på pornhub uden samtykke.

Det er 1. Januar 2015, min 3 årige datter og jeg er kommet hjem, efter at have overnattet hos nogle venner. Jeg har haft ondt i nakken i en lille uges tid, og jeg tænker det er fordi jeg har ligget skævt med nakken en dag jeg er faldet i søvn på sofaen. Jeg har spurgt en veninde, der er uddannet massør, om hun måske kan gøre noget ved det, men da hun undersøger det, siger hun: det vil jeg ikke røre ved. Jeg kan ske at gøre det meget værre. Det viser sig at være en rigtig god beslutning fra hendes side. Nå men d. 1/1-2015 er vi kommet hjem og jeg mærker stivheden og smerterne i nakken. Jeg forsøger at strække nakke lidt ud, og pludselig bliver jeg svimmel. Sådan helt ud af det blå. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg mærkede et lille snap i nakken lige inden. Jeg lægger mig på badeværelsesgulvet, og får ringet til min nabo. Hun kommer ind og vi får sammen ringet til vagtlægen. Jeg fortæller dem, forløbet og om mine smerter i nakken. Vi får dem til at sende en læge over til mig, da jeg stort set ikke kan stå på benene. Efter to timer kommer der en kvindelig læge, der laver en grundig undersøgelse af mig. Hun giver mig en smertestillende indsprøjtning så jeg kan få noget ro. Næste dag har jeg stadig smerter. Jeg er blevet ordineret 2xpanodil og 2xibuprofen 3 x dagligt. Det går lidt bedre, men jeg er sindssygt træt. Mine forældre kommer og hjælper mig med min datter. De kommer igen d. 3/1, da de ikke synes jeg skal være alene, når jeg har det sådan. D. 3/1 tager smerterne til igen til trods for de smertestillende piller. Jeg ringer til vagtlægen. Denne gang får jeg fat i en mand. Han læser i min journal og konstaterer at det jo må komme fra, at jeg har ligget forkert på sofaen. Fortsæt med de smertestillende og hvis du ikke har det bedre på mandag, må du tage fat i din egen læge, siger han. Det er lørdag formiddag. Omkring 15:30 lægger jeg mig op for at hvile mig. Pludselig begynder det at klø inde i højre side at mit ansigt. Altså inde i mundhulen og under min hud. Jeg begynder også at få uro i min krop. Jeg ringer til vagtlægen igen. Opkaldet bliver besvaret af en ældre mand. Han vurderer at jeg nok har fået klemt en nerve, men jeg kan da lige få set på det hos vagtlægen. Jeg skal vente på de ringer mig op, når der er plads, for lægen er lige ude at køre. Jeg bor i Grenå, så vi har én vagtlæge. Efter en god time, er jeg så svimmel, at jeg må sætte mig på gulvet, for ikke at falde ned af stolen. Jeg overvejer at ringe 112, men i det samme ringer de fra lægevagten at jeg godt må komme over. Min mor tager med mig, da jeg nu har svært ved at stå på mine ben. Hos lægevagten bliver jeg lagt på en seng i et andet rum, men vi skal lige selv holde øje med numrene. Vagtlægen tager os ind efter hvor akut hun vurderer det er. Jeg ved ikke hvor længe jeg venter, men jeg får det hurtigt værre. Jeg skal kaste op og uroen i min krop bliver mere og mere intens. Selvom min mor er ude og sige ved sygeplejersken at jeg har det virkelig skidt, er der andre patienter der bliver vurderet til at være mere akutte end mig. Først da min mor går ud og taler højt, at nu skal de altså komme, kigger lægen ind til mig. Hun forsøger at få mig ind på hendes kontor, men må have hjælp af min far, der er kommet sammen med min datter. Mit blodtryk er helt hen i vejret og hun kontakter Århus kommunehospital for at høre, hvad vi gør. Herefter beder hun mine forældre køre mig til kommunehospitalet, da det nok vil tage lige så lang tid, hvis vi skal vente på en ambulance. Det er en køretur på 1 time, og vi skal også lige forbi farmor og farfar og aflevere min datter, da hun naturligvis ikke skal med. Inde på hospitalet er den kvindelige overlæge mildest talt ikke imponeret over lægerne håndtering af mig, og hun er rystet over at mine forældre er blevet bedt om selv at køre mig på hospitalet. Jeg ryger i MR scanner og det viser sig, at jeg har haft en blodprop i hjernestammen både d. 1/1 og igen 3/1.