Anonym

Min datter fyldte 7 i går og fik en dukke som hun allerede elsker højt. Hun fik lov at tage den med i skole i dag. Her til aften er hun så rigtig ked af det og fortæller at hendes sidemakker har slået dukken bagi og prikket dens øjne ind. Hun har så fortalt det til læreren, som giver dette svar: “Sådan noget gør drenge” For mig er det fuldkommen forkert at gribe det sådan an. At afvise fuldstændigt, med den forklaring at det kan man alligevel ikke gøre noget ved? For sådan er drenge? Man kan ikke forvente at drenge forstår at man skal behandle andres ting ordentligt?

Anonym

Jeg spillede GTA på PlayStation med en gut fra England på et tidspunkt. Efter et stk tid udvekslede vi FB navne og det første manden gør er at sende et dick pic. Det gav ingen mening. Og den var ikke engang pæn.

Godt med selvindsigt

Christian Fuhlendorff skal rundt med sit nye show, hvor han tager fat på historien. Han er i den anledning i Go’Aften studiet, og siger følgende: “Ja, og det er jo ikke særlig rart at tænke på, at i alle konflikter og krige igennem historien verden over, har den hvide mand/kvinde en finger med i spillet.” Ja, det er da godt, at han også fik smidt ansvaret for krige over på også kvindernes skuldre, selv om jeg nu må sige, at jeg har svært ved at se, hvordan kvinder kan tage det ansvar på sig, eftersom de helt indtil 80’erne primært stod i køkkenet derhjemme.

****

Jeg har desværre været udsat for både fysisk og psykisk vold flere gange i forskellige forhold. For tre år siden troede jeg at jeg fandt manden, som kun ville passe på mig og jeg turde godt tro på en fremtid for os sammen. For 15 måneder siden fødte jeg vores datter og jeg har aldrig været så lykkelig og følt mig så tryg, men en dag begyndte min kæreste at ændre adfærd og en nedbrydende og uhyggelig tid fulgte efter. En skræmmende tilføjelse er, at han udadtil var og stadig er, et af de mest afbalancerede og rolige mennesker jeg til dato har mødt, men bag lukkede døre kom alle hans frustrationer ud på mig. Jeg var nødt til at skrive sagte sætninger ned og gengive dem for mine veninder før nogen begyndte at forstå hvad det var jeg levede med. Ingen kunne tro på at præcis han kunne udøve vold, men det kunne han. Det var først da jeg opsøgte danner at jeg forstod at gentagne afvisninger også kan være psykisk vold og det var også først her jeg forstod hvad det var min datter lærte når hun så sin mor blive afvist og systematisk ignoreret hver dag. Samme mand lærte mig engang en sætning, som jeg vil gengive for min datter, mine søstre og mine veninder igen og igen, sætningen lyder: Hvis det føles forkert, så er det forkert!

Anonym

Som yngre arbejdede jeg i en butik. En aften med lukkevagt ventede en kunde udenfor med en stor buket blomster og ville invitere mig ud. Da jeg afslog, fulgte han efter mig hjem (kørte bag bussen i sin bil) og slog derefter, nu han havde adressen, mit telefonnummer op og ringede jævnligt til mig i flere måneder for at invitere mig ud/invitere sig selv på besøg hos mig. Det stoppede først da jeg en dag – i panik over at han havde meldt sin ankomst hos mig den følgende morgen – ringede retur og fik hans kone i røret.

Louise

I kølvandet af et særligt hårdt break-up brugte jeg en del tid på det anonyme, sociale medie Jodel, hvor jeg som så mange andre gav udtryk for, hvor svært det var at pludseligt skulle undvære intimitet. Jeg oprettede en tråd, hvor jeg skrev, at jeg savnede platonisk nærhed med en anden – eksempelvis det at ligge på sofaen og se film en hyggelig, rolig aften. Opslaget havde ikke til formål at agere platform for dating, men derimod et følelsesmæssigt outlet og søgen om råd fra andre. En anonym person kommenterede, at jeg skulle passe på mig selv, for jeg lød sårbar, og nogle “creeps” kunne måske finde på at opsøge mig. Jeg takkede den fremmede for omtanken, og vi skrev lidt videre om, hvor hårdt det kan være som ny-single og ensom. “Du virker til at have brug for at komme væk hjemmefra og tænke på noget andet. Har du lyst til at mødes inde i Aalborg her i eftermiddag og lave noget?”. Idéen skræmte mig lidt, for jeg har aldrig været hverken impulsiv eller socialt anlagt, men den fremmede havde virket utroligt forstående, støttende og velmenende i løbet af vores samtale. Så jeg takkede ja – og skrev i den forbindelse, at der altså ikke skulle ske noget seksuelt eller dertil relateret. Og den fremmede forsikrede mig, at nej, naturligvis ikke – det var ikke formålet med tilbuddet. Vi aftalte at mødes ved et busstoppested inde i midtbyen, købe ind til aftensmad, kokkerere sammen hos vedkommende og spise til en god film – endnu uden at kende til hinandens køn eller navn. Efter planen stod jeg af ved det aftalte busstop på det aftale tidspunkt, og der stod en mand lidt ældre end mig og ventede. Jeg blev igen lidt usikker ved synet af den fremmede, men tænkte, at vi havde aftalt på skrift – med “vidner” i samtalen – at der altså ikke var tale om noget seksuelt, men blot uforpligtende og platonisk aftensmadshygge og film i sofaen. Vi mødtes, og den fremmede præsenterede sig høfligt. Han virkede genert og usikker og turde ikke helt holde øjenkontakt med mig, mens vi snakkede. Alt i alt virkede han til at være lige så meget på skråplan som jeg selv, og selvom det var akavet, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne gennemføre det og opleve noget nyt. (Og dét kan man vist godt sige, jeg gjorde). Vi gik i Netto og købte ind til frikadeller med kartofler og brun sovs. Helt nede på jorden og hverdagsagtigt. Og så gik vi hjem til ham. Der gik ikke mange øjeblikke, fra vi var kommet hjem i hans lejlighed, til han ændrede adfærd. Vi besluttede os hurtigt for at vente lidt med maden og i stedet sætte os i sofaen og snakke lidt for at “varme” op til hinanden. Han præsenterede sig som psykologistuderende og single. Og så havde han også læst jura. Og var meget eftertragtet blandt hunkøn. Meget seksuelt erfaren… Den ophøjende og autoritativt fastslående tale var lang. “Du er godt nok langt fra den mest attraktive kvinde, jeg har haft siddende her i sofaen, men hvor ville jeg ønske, jeg kunne have sex med dig”. Forbløffet over den upassende udmelding påmindede jeg ham om, hvad vi havde aftalt – og at jeg desuden ikke var interesseret i ham. Set i retrospektiv skulle jeg være gået lige dér. Jeg vidste faktisk ikke helt, hvorfor jeg ikke gjorde, nu hvor hele oplevelsen havde været ubehagelig fra start. Ej heller, da han sagde, at han havde forstået, at vi skulle putte i sofaen, og at han var ret skuffet over, at jeg ikke havde lyst alligevel. Vores samtale var en blanding af udskammelse af min tilbageholdenhed og hans psykologiske vurdering af mig og mine behov for seksuelt samvær, selvom jeg insisterede på, at jeg ikke havde lyst. “Du trænger til bekræftelse”. “Du mangler fysisk tilfredsstillelse”. “Du skal ikke gå hjem nu – du vil bare have det endnu dårligere derhjemme”. “Ifølge Vygotskys zone for nærmeste udvikling er det vigtigt, at du udsætter dig for situationer, som er lidt grænseoverskridende, hvis du skal udvikle dig som person”… Hans psykologiske vurdering af mig og mine behov var overvældende (og til at lukke op og skide i), og hver gang jeg gav udtryk for “Jeg har ikke lyst” eller “Jeg må hellere gå nu”, fik han mig til at blive ved at udfordre mig med nye spørgsmål om mine handlinger og tanker. Jeg følte mig umyndiggjort og ude af stand til at trodse hans insisteren og bare forlade lejligheden. Jeg havde jo lovet ham at bruge aftenen med ham – med god mad og film og hygge i sofaen. Han ville være skuffet, hvis jeg gik, forsikrede han mig om flere gange. Under vores timelange samtale forgreb han sig på mig flere gange. På bryster, inderlår og baller. Hev ud i min bluse for at kigge ned i min bh. Pressede sin erektion mod mig. Kyssede mig mod min vilje. Flere gange skubbede jeg ham væk, sagde nej eller forklarede, at det ikke var rart, og jeg ikke følte mig tryg hos ham. Han blev ved. Det blev en lang kamp at rejse sig og forlade lejligheden, og han stillede sig i vejen flere gange eller holdt mig fast om livet, når jeg forsøgte at trække mig væk. Blev ved med at give udtryk for, hvor meget han ville have mig – altså primært for min egen skyld jo! Han forsøgte endda at overtale mig til at overnatte hos ham, da “det var sikrest for mig – jeg kunne jo ikke tage hjem, når jeg udviste tegn på depression”. Jeg var helt psykisk nedkørt, da jeg endelig – godt ind på aftenen – fik overtalt mig selv til, at jeg kunne gå. Han kunne ikke holde mig tilbage. Det var jo kun ord, kan kom med. De burde ikke kunne holde mig tilbage. (Hvor svært det så end havde føltes). Så jeg gik. Og han forklarede mig en ekstra gang, at han var skuffet over at have spildt sin aften på mig. Og vi have jo ikke engang fået lavet mad og spist som aftalt! ——————– Hele oplevelsen var et chok for mig. Da jeg kom hjem, var jeg rystet. Men det tog mig faktisk ret lang tid virkelig at forstå, hvad der var sket den aften. I starten havde jeg selvfølgelig bebrejdet mig selv. Jeg var gået med en fremmed mand hjem. Og nogle af de få, jeg fortalte hændelsen til, gav også udtryk for, at det hele var min egen skyld. Jeg skammede mig, selvom jeg ikke kunne forstå, hvorfor det var min skyld, når vi jo havde en klar aftale om, at der ikke skulle ske noget seksuelt, og han bevidst og gentagne gange overtrådte vores aftale. Jeg indså senere, at det ikke var min skyld – man burde kunne stole på folk, og det var ikke min skyld, at han valgte at trodse vores aftale og forgribe sig på min krop. Til gengæld kunne jeg stadig ikke forstå, hvorfor det havde været så pokkers svært for mig at bare rejse mig op og gå, inden det hele gik så vidt. I dag ved jeg, at der i nogle overgrebssituationer er tale om en psykisk ubalance mellem overgriberen og offeret – hvor overgriberen bruger sin autoritet (enten rollemæssige eller selvskabte) til at fastlåse offeret i en umyndiggjort rolle, hvor der skabes en masse modsigende følelser ved at tage en beslutning og trodse overgriberen. For mit vedkommende var der især tale om dårlig samvittighed. Og jeg var sårbar på flere måder – hvilket han havde vidst fra det øjeblik, han kommenterede på min tråd på Jodel. Ironisk nok viste han sig at være én af de mænd, han startede med at advare mig imod.

Der skal helst være flest mænd

Nu er det et stort problem, at der er en overvægt af kvinder på mange af de højere uddannelser. Specielt er flere mandlige professorer bekymrede for de manglende mænd i de såkaldte eliteuddannelser så som læger, statskundskab, hvor der nu er flere kvinder end mænd. UHA meget farligt….sjovt nok som de bekymrede miner helt udeblev i alle de mange år, hvor mændene dominerede de længerevarende uddannelser. Og så prøver de på at sælge deres bekymring på manglende mangfoldighed……hvad med cand polit og ingeniør, hvor der stadigvæk er flest mænd? Det er måske ikke noget problem? Og så skal vel også lige nævnes, at TV2 News tog fat på emnet i dag, hvor Noa Remington da var lidt bekymret for sin prostata, nu med alle de kvindelige læger. Sjovt nok var der ingen, der tog sig af os kvinder back then i alle de mange år, hvor der kun var mandlige gynækologer…….det var ellers ikke helt sjovt.

Anonym

Da jeg var ung studerende oplevede jeg, i min søgen efter et sted at bo, op til flere henvendelser fra mænd, der havde seksuelle undertoner og hentydede til, at betalingen kunne klares enten suppleret af andre “ydelser”, eller udelukkende med andre ydelser. Den mest direkte og ubehagelige, var en middelaldrene mand der ringede mig op, og tilbød mig en etage for mig selv i hans 2-etagers herskabslejlighed, mod at jeg badede ham hver dag med “happy ending”, han havde nemlig et meget vigtigt job, der krævede at han var “afstresset”… Han syntes i øvrigt, at jeg skulle føle mig super taknemlig og priviligeret over, at han havde valgt at tilbyde netop mig dette fremragende tilbud, ud af alle de unge piger der søgte et sted at bo her op til studiestart.

anon Passager

I går misbrugte en konduktør sin autoritet til at rage på mig. Han forsøgte at afpresse mig seksuelt da min billet ikke var gået igennem på app’en. Kan det virkelig passe at kvinder ikke kan være trygge ved højlys dag i det offentlige rum? Kan man ikke rejse alene uden at blive befamlet? Jeg skrev efterfølgende denne klage til DSB, både mail og offentligt på facebook: En S-togs konduktør ragede på min krop i går da jeg var alene i en kupé. I går var jeg på vej hjem fra arbejde, da en konduktør smed de resterende passagerer ud fra førsteklasseskupéen i toget. Han smed ikke mig ud, men kom hen til mig og lænede sig meget tæt ind til mig. Så begyndte han at røre ved min skulder, da han efter eget udsagt ville hjælpe mig med billetappen. Derefter begyndte han at ae min skulder og kramme den. Jeg er alene i kupéen og tør ikke flygte, da han er en stor mand. Han sætter sig over for mig, og begynder at snakke om, at han synes jeg er smuk. Han sidder foran mig, så jeg har ikke nogen mulighed for at forlade. Han begynder derefter at tage mig på knæret og ae mig op ad benet. Han siger at hvis jeg ser ham som konduktør, så behøver jeg ikke at købe billet nogensinde. Han spørger om jeg har lyst til at ses og stiller mig upassende personlige spørgsmål. Jeg snakker ham efter munden indtil jeg får mulighed for at flygte, så næste gang toget stopper skynder jeg mig ud. Jeg rejste med jeres tog Onsdag d. 22 kl 15.06 fra (Station Udeladt), og stod af på Hovedbanegården. Jeg sad i den forreste vogn (1.ste klasse), længst henne ved lokomotivet. Yderst til højre for mig var der et overvågningskamera der optog sceancen. Jeg har navn på konduktøren, der også er lokomotivfører, og kører forskellige ruter – inklusive til Jylland og Kokkedal. Jeg har skrevet en klage og jeg håber ikke at andre bliver udsat for det samme. DSB gik med det samme i gang med at efterforske sagen. Men flere af deres egne medarbejdere kommenterede hånende på opslaget, en enkelt havde endda oprettet en fake profil til formålet. DSB fjernede opslaget fra deres side, og fortalte mig at grunden til dette var at kolleger kunne regne ud hvem konduktøren var og at deres egne medarbejdere kommenterede. I stedet for at lukke munden på mig kunne DSB have censureret afgangen og lokationen. Kan det virkelig passe at kvinder ikke kan være i fred i det offentlige rum? Og kan man ikke fortælle om overgreb uden at blive tysset på og latterliggjort?

Anonym

I gymnasiet var jeg til klassefest. Vi var næsten lige startet i gymnasiet, og jeg var blevet gode venner med en dreng jeg sad med i skolen. Fra min side var det ikke mere end venskab -indtil videre. Da vi så er til fest, bliver han meget fuld. Jeg sagde ofte nej-tak til stærk alkohol, fordi de andre drenge ofte var meet befalende omkring mit alkohol-indtag. (Og jeg havde jo lært, at det er mit ansvar at holde mig ædru, så der ikke sker noget uheldigt med de drenge.) Senere på aftenen går jeg hen i et stille lokale, hvor alle vores tasker var blevet lagt, jeg skulle hente noget i min taske. Pludselig kommer min ven fra klassen ind i rummet, godt beruset. Han låser døren bag sig, og prøver at nærme sig mig. Jeg prøver pænt at afvise, men han er meget stærkere end mig. Jeg tager fat i mig, skubber mig op mod en væg, og begynder at afklæde sig. Jeg råber at jeg ikke vil, og be’r om hjælp. Midt i al tumulten kigger jeg over mod de eneste vinduer i lokalet. Dette er, hvad der sidder tilbage i mig efter denne oplevelse. Udenfor stod resten af drengene fra klassen nemlig linet op, så de få se hele showet. Jeg fik øjenkontakt med en af dem, og tiggede om hjælp, men der var ingen reaktion. Drengen i lokalet med mig er meget fuld, så jeg tager et øjeblik til at tænke mig om, og kryber derefter sammen i en hurtig bevægelse, og løber væk under hans arm. Derefter låste jeg døren op, og låste mig inde på nærmeste toilet. Derefter var vi ikke længere venner, og jeg tror ikke han ved hvorfor. Det jeg står tilbage med efter denne oplevelse er egentlig ikke så meget frygten for, hvad han ville ha’ gjort mod mig, for han var meget fuld. Det er nærmere frygten for, hvor langt han sku’ være gået før drengene udenfor ville ha’ hjulpet mig. -hvis de overhovedet ville ha’ gjort det….