Lisbeth

Jeg var 19 Fotografen 48 Jeg manglede penge Tog tøjet af Han fik idéer Jeg sagde fra Han tog sig friheder Jeg påtog mig skyld Meldte det aldrig For hvem ville tro mine ord?

N

Jeg var udsat for sexchikane igennem et halvt år og kontaktede så et advokatfirma. De mente ikke der kunne gøres noget, for der var aldrig nogen vidner.

Anonym

Jeg har gennem det seneste år modtaget uopfordrede dickpicks fra fire mænd, jeg aldrig har mødt eller hørt om. Det begyndte, da jeg lagde et billede op på Instagram af mig selv i træningstøj under hashtagget #bootygains, som bruges meget i træningsmiljøet. Siden har jeg modtaget yderligere tre billeder, alle sendt umiddelbart efter posts, hvor jeg er iført stramtsiddende træningstøj. Jeg synes generelt, at der er en rigtig god og positiv tone i trænings- og vægtløftningsmiljøet, så det er super nederen, at nogle få fjolser spreder dårlig stemning.

M

Til min Konfirmationsfest, for over 10 år tilbage, var en del af familiens venner inviteret som gæster efter selve kirke-ceremonien. Som folk ankommer til receptionen, står min mor og jeg og byder velkommen ved døren. Festen foregår på min mors daværende arbejdsplads, da der var et stort selskabslokale, der kunne have alle siddende. Selve indgangen er for enden af en lang gang, godt isoleret fra dette større lokale, hvor folk nyder vin og snacks. Da et ægtepar, venner af OG jævnaldrende med mine forældre, ankommer, får de begge et velkomstkram. Det chokerende sker dog, da jeg krammer manden. Han putter begge sine hænder på mine baller, een på hver. Jeg kan stadig mærke den iskolde følelse, der spreder sig i min krop, chokket over at denne mand, på alder med min mor (40+), som jeg har kendt hele min barndom, gør dette ved mig. Ved siden af sin kone og min mor! Ingen siger noget – jeg ved stadig ikke til denne dag, om min mor og hendes veninde så det? Vinklen det skete fra, kan sagtens have skjult det. Jeg har aldrig bragt det op med min familie. Jeg aner ikke, om jeg nogensinde vil kunne magte, at starte en dialog med dem. Det skete aldrig igen, men jeg kan stadig huske følelsen af komplet rædsel og skam, over at noget menneske kan gøre dette ved et 15-årigt barn.

C

Licensbetalt sexisme: En vært fra et radioprogram interwiever kvindelig fodboldspiller inden et award show, der spørges om “de har brugt lang tid på deres fest looks og om de har gjort sig klar sammen, og at man jo ikke er vant til at se dem i kjole og stilletter”. I et andet radio program dagen efter jokes der om ,at en af de kvindelige fodbold award vindere, er den nye Miss Sunshine og om hun mon kender til bodypainting.

Ane

Jeg ser og hører det så ofte, og dem der siger det, tænker ikke over det. Og netop fordi det er en så normal og integreret del af vores hverdags kommunikation, at vi ikke lægger mærke til det, skal det med her. I Antikduellen tirsdag den 21. marts skal den ene antikduellant, en mand som ejer Auktionshus i Svendborg, afsted til Skive for at finde nogle gode fund, og han siger: Ja, jeg tager nu til Skive for at besøge en af Danmarks allerskarpeste kvindelige antikhandlere……med andre ord ikke en af Danmarks bedste, men en af Danmarks bedste kvindelige antikhandlere. Der fik han lige degraderet hende ved at sige, at blandt kvinder er hun superdygtig, men vi mænd kan hun jo ikke komme op på siden af. Som om mænd automatisk er bedre antikhandlere end kvinder…….Sludder og vrøvl. I øvrigt ville man aldrig sige mandlig antikhandler, idet det åbenbart default (det vidste jeg ikke) er et maskulint erhverv….?

Maria

Jeg spørger altid min søn hvad han vil have, og vil han have “pige”legetøjet, så får han squ det!! Engang var der en der spurgte mig “er du ikke bange for han bliver bøsse”, hvortil mit svar var “jeg tror squ ikke på at man bliver homoseksuel pga at stykke legetøj, det bliver du uanset hvad du har leget med som barn, og derudover er jeg ikke bange for det, jeg elsker ham uanset”❤

Anonym

I går var jeg på arbejde, på en helt normal torsdag. Jeg var klædt i et par lyse jeans og min t-shirt med butikkens logo og en tekst bagpå. T shirten er oversize og dækkede min göt. Jeg er en helt normal 17 årig pige, med næsepiercing, og jeg ligner så mange andre. Men alt dette er sådan set underordnet for denne historie. Jeg sad og rodede i et podie foran døren, da en mand på omkring de 60 (tror jeg) kommer ind i butikken. Jeg vender mig om, smiler og siger hej. Han siger “hej ***” (og så et sjovt ordspil på butikkens navn, men har ikke lyst til at oplyse hvor jeg arbejder), og jeg griner på den måde man griner, når noget egentlig ikke er sjovt, men det er stadig lidt sjovt. Og hvis ikke man griner, så virker man uptight. Jeg rejser mig op og begynder at rette ting på en hylde, og da han går forbi mig, så slår han mig i røven og siger “hvorfor det søde smil?”. Jeg vendte mig om og gik. Jeg havde ingen reaktion, og kunne ikke helt forstå at det lige var sket. Jeg fik min mandlige arbejder til at tage over for mig i kassen, indtil manden var ude af butikken. Det tog mig godt ti minutter at tænke over situationen, før jeg kom frem til at det ikke var okay. Og nu har jeg så mange gode comebacks, som jeg ville ønske at jeg havde fyret af… Men det gjorde jeg ikke. Jeg blev forskrækket. Det fik mig til at tænke på, om jeg var sådan en man slog i røven. Om jeg med mit tøj opfordrer til at man lige giver mig et dask, når man går forbi. Om jeg, fordi jeg smilte til ham, lagde op til noget. Men alle gangene er jeg endt ved den samme konklusion – det er forhelvede ikke min skyld. Jeg kunne ikke gøre noget for at undgå det, for jeg havde slet ikke gjort noget der kunne have forårsaget det. Jeg har også tænkt, at han gjorde det fordi han er en gammel mand, og er forvirret over sociale normer, men dette synes jeg ikke er en undskyldning. Jeg føler mig krænket, og det satte en masse tanker igang i mit hoved, som ikke er over. Jeg skal ikke tænke over om jeg lagde op til at blive slået i røven. Det synes jeg i hvert fald ikke. Det er ikke okay – og næste gang (for der kommer en næste gang, og det er heller ikke første gang jeg har fået perverse kommentarer eller berøringer på min arbejdsplads.). Tilgengæld så sagde min mandlige kollega, at han med glæde vil bede sådanne personer om at gå, hvis det sker igen. Og det er jeg også sikker på at han vil, jeg er bare ikke sikker på at jeg vil sige det, for når sådan noget er sket, så føler man sig ulækker. Jeg håber at de der læser dette, ikke bliver stødt. Og jeg håber slet ikke, at I holder med den gamle mand, men hvis I gør, så argumenter endelig for hans sag, jeg lytter gerne. Hvis nogle af jer oplever det, eller noget lignende og læser dette, så er her to gode comebacks: “Hvorfor den sexistiske holdning?” “Ville du kalde dig selv sexist, eller er det bare noget andre går og tænker om dig?” Få dem til at forklare deres handling, for jeg sværger det bliver svært for dem, så snart de indser at det er forkert. Det er aldrig jer der er ulækre!

lærer

Jeg arbejder på en lilleskole. Vi er ikke så mange lærere, og der er kun knapt 150 elever. Derfor kender vi også hinanden godt, og vi har et tæt bånd med vores elever. Især fordi meget af den undervisning, vi har, ikke er traditionel undervisning med tests og dets lige. Vi har temaer, ture og morgensang. Morgensang har vi tre dage om ugen, hvor vi ikke kun synger en sang, men nogle elever eller en lærer fortæller om et emne, vi finder spændende eller relevant for eleverne. I dag valgte jeg at fortælle om kvindernes internationale kampdag. Jeg har forberedt mig godt og lavet nogle små overheads, som bl.a. viser, hvor lidt taletid kvinder har i Disneyfilm. Ydermere har jeg også en af mine elever med. Hun er 10 år. Jeg har været hendes klasselærer i knapt to år. Da jeg først mødte hende, var hun meget stille og genert. Hun kom gerne flere gange i løbet af en dag og græd over, at hun havde ondt. Hun havde psykosymptomatiske smerter konstant. Når vi var på tur, skulle hun altid være lige ved siden af mig, og hun var bagud fagligt: spejlvendte bogstaver og tal i en pærevælling og turde aldrig sige noget i timerne. Jeg har arbejdet meget med hende. Ligesom med flere af de andre børn. I kraft af at jeg er musiklærer, har jeg sunget meget med børnene, og de har derfor også ofte stået forrest ved skolens mange arrangementer. Især hende her. Hun blomstrede. Hun brød langsomt ud, og hun er stadigvæk i gang med det. Derfor blev jeg så rørt, da hun første gang valgte at synge solo sidste år. Nu har hun gjort det en del gange. Hun spejlvender heller ikke bogstaver eller tal mere, og hun siger noget i timerne. Noget er selvfølgelig en naturlig udvikling, men de ryk, hun har taget, fortæller mig, at der helt klart også har været andet på spil. Ved temaugen for nogle måneder siden, hvor eleverne skulle skrive en opgave, valgte hun at skrive om kvinders rettigheder. Det var så fantastisk. Hun blev meget chokeret over, hvordan tingenes tilstand egentlig var (selvom hun jo endnu ikke kender bare en brøkdel af det, hun desværre uundgåeligt kommer til at møde), men jeg kunne også se et engagement og en vrede og harme over den uretfærdighed, hun nu så. Derfor var det naturligt, at hun skulle op og fortælle noget om det, hun havde lært. Vi stod der til morgensangen sammen. Jeg stiller hende nogle spørgsmål om kvinders rettigheder og den generelle ulighed. Bl.a. spørger jeg hende, hvor det er, at vi stadigvæk kan se, at der er en kløft mellem kønnene ift. lige rettigheder. Først nævner hun sproget. Hun forklarer, at vi har kønnede bandeord. Ord som tøsedreng, kælling, bitch og luder. Hun har knapt fået sagt det sidste ord, inden min mandlige kollega bryder ind nede fra gulvet, hvor resten af skolen sidder “ja, teknisk set kan en luder jo være begge køn”. Min kollega har været på skolen i 18 ud af de 19 år, den har eksisteret. Han er kendt for at køre sine egne veje, være knapt så behændig eller talentfuld til samarbejde, og i stedet for at tage en eventuel konstruktiv konfrontation, kommer han med dumsmarte bemærkninger, fnyser eller stikpiller. Han har ikke lagt skjul på, at han synes, at jeg kan være for langt ude med det der feministpjat. Det viste han bl.a. da han sidste år overtalte nogle af de unge pædagogmedhjælpere til at klaske mig hårdt bagi til julefrokosten, fordi det ville være ekstra sjovt, når jeg nu var sådan en feminist. Nåja, og så er han forresten også min tillidsmand. Hans belærende kommentar, om hvorvidt luder er et kønnet ord, vælger jeg at ignorere, da jeg ikke ville finde det passende at fortælle om kvinders sårbare position i traficking, den genrelle objektificering og seksualisering af kvinder, der i højere grad legaliserer en handel med deres kroppe ift. mænd, osv., foran børnehaveklassen og resten af indskolingen. Jeg spørger min elev, hvor man ellers kan se uligheden. Hun nævner, bl.a. kønsfordelingen i folketinget, og at vi endnu ikke har lige løn for lige arbejde. Jeg nævner, at hvis min føromtalte kollega og jeg udfører det samme stykke arbejde, vil han i gennemsnit få 11% mere i løn end mig, selvom vi skulle have de samme kvalifikationer. Denne gang når jeg knapt at blive færdig, førend han ranker ryggen, vender sig og ser udover forsamlingen og siger “ja, det er klart – jeg er jo også meget kønnere!”. Alle børnene griner af hans kommentar. Jeg vil ikke lade min elev stå model til hans udbrud, så jeg hiver min graf om Disney frem. Jeg gennemgår dem, og børnene bliver helt chokeret! Selv i Frost har kvinder mindre taletid! Da chokket er på sit højest kommer der igen et udbrud fra første række: “Ja, det har så intet at gøre med virkeligheden! I kan bare gå en tur over på lærerværelset og høre, hvordan kvinder kæfter op!” Jeg taber næsten kæben, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Min angst for konflikt, hans udbrud og det, at jeg trods alt føler noget loyalitet over for ham ift. de 150 børn, der sidder sammen med os, gør at jeg næsten ikke tør sige noget og lade det slippe – ligesom det andet. Men så tænker jeg netop på de 150 børn. Jeg kan ikke lade dem tro, at virkeligheden er sådan. Og jeg tænker på min elev. Så jeg siger noget. Jeg afbryder de, nogle steder nervøse, latterudbrud med et bestemt tone, der får latteren til at dø med det samme. “Dét der, som han lige har sagt, det er lige præcis sådanne myter, der gør, at piger og kvinder ikke tør sige noget. At kvinder ikke tør stille op til folketinget, At de er bange for at “fylde for meget”. Kvinder snakker ikke mere end mænd – mænd snakker til gengæld langt mere end kvinder! Både i disneyfilm og i den virkelig verden. Sådanne myter er med til, at piger allerede fra 1.-2. klasse helt underbevidst tror, at de er mindre værd eller kan mindre end drenge. Det ér da skræmmende!”. Mange af børnene og flere af mine andre kollegaer sidder og nikker med et forarget udtryk. Selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg har handlet rigtigt, har det været så grænseoverskridende, at jeg på sådan en måde har skulle sætte mine kollega på plads – og det var en kraftanstrengelse udover det sædvanlige at formulere ordene på en måde, der ikke skulle vise den totalt vrede og foragt, jeg i det øjeblik følte for ham. Derfor får jeg hurtigt lavet en afslutning på det korte foredrag og sendt eleverne ud. Da jeg kommer over på lærerværelset lige bagefter er der helt stille. Ingen siger noget til nogen. Ligesom på den måde når der er to til et selskab, der skændes, og de andre ufrivillige vidner ikke kan flytte sig fra den ubehagelige situation. Så de tier bare og prøver på bedste måde at lade som ingenting, selvom alt lige fra kropssprog til udstråling skriger noget andet. Noget ala “fuckfuckfuck”. Derfor tager jeg bare hurtigt noget kaffe i mit krus og går ud. Jeg er bange for, at hvis jeg bliver, bliver jeg enten endnu mere nedtrykt af, at ingen nævner hans eller min rigtige eller forkerte opførsel, eller også ender jeg i et skænderi med ham, hvor jeg får spurgt ham, hvad fanden han har gang i. Sidste scenario vil være som at smide en atombombe på lærerværelset – henfaldstiden vil være enormt lang, og jeg vil nok ikke få det bedre. Det kan være så svært at lære børn sandheden, når der er så mange af dem, der burde lære dem det, som ikke tror på den.

Karina

Til session ved forsvaret i Høvelte sidder jeg i et dertil indrettet lokale og venter på at blive sendt ind til en officer, der kan vejlede mig om mine muligheder for uddannelse i forsvaret. Imens jeg venter, kommer en mandlig konstabel og spørger, hvilken del af forsvaret jeg er interesseret i, siden jeg er til session. Jeg svarer til dette, at eftersom jeg ikke er høj nok til Livgarden vil jeg gerne tilknyttes 12 måneders værnepligt hos Hesteskadronen i Slagelse. Til dette vælger den unge mand med et løftet øjenbryn at sige: “Du ved godt, at det er hårdt, ikke?” Med forståelse for, at kvinder stadigvæk er underrepræsenteret inden for hans profession smiler jeg og siger: “Det ved jeg; det er den primære årsag til, at jeg er interesseret.” Frem for at acceptere den forklaring, vælger han dertil at hente en folder, pege explicit på to et fotografi af uniformerede, udmattede soldater og informere mig: “Det er sådan noget, du kommer til at lave. Det er rigtig hårdt.” Tak, Sherlock; det havde jeg aldrig gættet, da jeg passerede de 120 svedige, gispende værnepligtige på vej herind.