navn

Jeg stod på metroen om natten, da jeg skulle hjem. Den var ret tom, men alligevel var der en mand, der satte sig lige over for mig og begyndte at stirre. Han havde allerede stirret på mig, da jeg ventede på metroen. Det var vildt ubehageligt, især da han også stod af på samme station. Jeg endte med at ringe til min roomie og han mødtes med mig på halvvejen hjem.

Anonym

en dag i metroen blev jeg opmærksom på en ung fyr, der sad ved siden af en ung pige, han pressede hende ind i hjørnet, løftede op i hendes bluse og gramsede på hende, selv om hun protesterede højlydt. Jeg gik hen og spurgte om hun var okay og bad ham holde op. Han sagde at jeg skulle blande mig udenom, og hun var ret forlegen og stod hurtigt af.

anonym

Jeg har oplevet at blive taget på lårerne af en medpassager i en bus der var propfuld. Ham der gjorde det var væsentligt ældre end mig og jeg var kun 15 år. Jeg var skrækslagen og turde ikke sige fra. Han gjorde det åbenlyst og ingen sagde noget til det.

anonym

Var til sangaften på Cafe Intime. En af de optrædende, en mand omkring 50, kom ned til mit bord efter hans optræden og lagde sine hænder på mit ansigt, og lænede sig ind mod mig som om han var ved at kysse mig. Jeg drejede hovedet og han grinede fjoget. 2 minutter efter var jeg på vej ud på toilettet, og han blokerede for mig. Da jeg passerede ham, masede han sin krop og sit skridt op ad mig mens han smilede. Fy for helvede.

Kristina

At smile eller ikke at smile. Igår skulle jeg ud for at handle. På vejen ud kører jeg forbi min visevært. Han har, lige fra jeg flyttede ind, overskredet mine grænser med hans kontaktform. Med ord som smukke og skønne afkræves jeg ofte et smil som jeg, i en blanding af høflighed og konfliktskyhed, altid levere. Disse kommentare er altid faldet når jeg enten har været alene eller sammen med mine børn. For en månedstid siden, efter mange snakke om problemet med manden, moren og veninderne, blev det dog for meget. Jeg havde jordens mest lortede dag og da viseværten, vanen tro, råbte jeg skulle smile, brølede jeg “NEEJ!”, mens jeg ræsede videre på cyklen. Jeg var så stolt og glad. Jeg havde endelig fået sagt fra overfor noget der gjorde mig utryg og passet rigtigt godt på mig selv. Men træerne vokser jo sjældent ind i himlen. Og igår, i selvskab med 5 andre mænd, råbte han igen. Der blev grint i flokken og jeg kiggede væk og cyklede afsted med en klump i maven. Jeg er generelt et smilende menneske, når altså jeg føler et smil. Og efter jeg har handlet, trækker jeg cykelen med varer hjemad. Her går jeg forbi en mand som står op af et hegn. Jeg nød solen og tanken om den kop kaffe der ventede derhjemme så det var et smile-øjeblik for mig. Jeg får øjenkontakt med manden ved hegnet og smiler hvortil han svarer: “og hvad fanden griner du så af, din sigøjnertøs?!” What a day! 😐 Hvor ville jeg dog ønske at mit fjæs og dets grimasser var min helt egen ting og ikke noget folk troede de skulle have en holdning til.

navn

Jeg sad i bussen på vej ind til nørreport station, ved siden af en mand der læste metro express. Han må have haft meget svært ved at se teksten, han blev i hvert fald ved med at brede avisen så meget ud til siden at hans venstre hånd konsekvent landte på mit skridt. Igen og igen. Jeg prøvede at puffe den væk, men meget bestemt blev han ved. Det var ydmygende, at en anden tager kontrol over din krop. In case det af en grund var tilfældigt, at hans hånd ragede på mig, gentagende gange, puffede jeg bare hans hånd væk. Da jeg er før blevet truet og overfaldet (kun af mænd) turde jeg ikke at sige mere, i frygt for at det at forsvare mig selv ville koste mig en større pris når jeg på et tidspunkt steg af den ellers ikke så sikre bus.

anonym

Jeg var på vej hjem og sad på Ellebjerg st. med min daværende kæreste, da en lidt ældre mand sætter sig overfor os og begynder at røre sig selv i mens han havde dyb øjenkontakt med mig. Jeg prøvede selvfølgelig at undgå at kigge på ham, og vi endte også med at sætte os et andet sted hen, men han fulgte efter os, og blev ved med at sidde og røre sig selv. Det fortsatte inde i toget, hvor han satte sig relativt tæt på os, indtil vi steg af toget. Vi var begge chokeret og undrede os over hvorfor og hvordan han kunne få sig selv til det.

Bus Søren

Denne oplevelse stammer ikke fra København, selvom jeg bor her nu, men fra Odense hvor jeg er vokset. Og det er et meget interessant og gennemgående tilfælde. Han hedder Bus-Søren. Bus-Søren har siden jeg var helt lille (dvs. min 20 år) dagligt gramset på unge piger og unge kvinder i bussen). Langt størstedelen af de piger og kvinder som regelmæssigt tager bussen i Odense kender ham. Han er en del af bybilledet, vandre ofte rundt og gør sig behjælpelig i nogle butikker ved f.eks. at gå ned med skrald for dem. Derfor er der mange som synes han er ‘sød’. Han har et lidt anderledes udseende og man kunne måske tro at han var en smule udviklingshæmmet. Sagen er dog den at min egen mor er vokset op i samme område som ham da de var børn, og Søren er bestemt ikke dum og heller ikke uvidende omkring hans adfærd. Da jeg var ca. 9 år gammel kom min søster hjem fra skole og helt ude af den. Søren havde rørt ved hende i bussen på vejen hjem. Han havde rørt hende på benet og på kinden og talt hende og gentagne gange sagt ‘Hej!’. Min søster var selvfølgelig blevet utryg ved situationen. Senere på året så min mor ham i bussen. Han gjorde præcis det samme ved en ung pige. Min mor rejste sig og skældte og smældte ham fra vid og sans så han steg af ved næste stoppested. Alle i bussen måbede. Så begyndte jeg at tage bussen hjem fra skole i en alder af 9-10år. Og så begyndte Søren at hilse meget nærgående på mig. Han hilste også på ALLE andre piger. Han gjorde det som regel med udspilede øjnene, tungen hængende halvt ude af munden og hovedet oppe i ens ansigt. Hvis man høfligt svarede ‘hej’ tilbage var dette en engang til at han kunne gå videre med et ‘har du det godt?’ og på den måde skaffede han sig selv kontakt uden at den modsatte part nødvendigvis havde lyst til at indgå i en samtale. Svarede man ikke blev han ved, og så startede berøringen. Han kunne følge en igennem bussen, spotte en på lang afstand, møve sig forbi utroligt mange mennesker på meget lidt plads, fuldstændigt som havde han udset sig et offer. Alle mine veninder fra Odense kender Bus-Søren. Over halvdelen af dem har han rørt ved. Mange har ondt af ham, for ‘han er jo handicappet’. 1) det er han nødvendigvis ikke, han ved udemærket godt hvad han laver. 2) hvis han er handicappet/ bedst kognitiv udviklingsevne, så giver det ham stadig ingen ret til at røre ved piger og kvinder, eller opsøge dem på den ubehagelige måde. Jeg har endnu ikke hørt om at FynBus nogensinde har gjort noget ved problemet. Jeg synes det er fuldstændigt forrykt at der går en mand rundt i Odense, som systematisk i 20 år har diskrimineret piger og kvinder i den offentlige transport. Du har ingen anelse om hvor mange der frygter Bus-Søren.

i toget

Jeg har selv haft en parallel oplevelse som fandt sted i et DSBtog i sommeren 2013. Det er pænt langt, men har svært ved at redigere i det. Jeg havde været til fødselsdag om aftenen i Odense, men skulle hjem til Aarhus hvor jeg skulle arbejde næste morgen, så jeg havde kun fået et par øl. Der var super mange mennesker på Odense banegård hvor Leonard Cohen havde spillet, så toget blev helt fyldt op og jeg var heldig at have fundet en plads ved vinduet. Jeg var træt efter en lang dag og blundede lidt, indtil jeg vågnede af at jeg mærkede en hånd imellem mine lår på vej op under min kjole. Først fattede jeg ikke rigtigt hvad der skete, men med søvngrødet stemme fik jeg sagt stop, lad være, og den her store, skaldede mand i militærjakke trak langsomt hånden til sig. Med et var jeg fuldt vågen. Jeg kunne godt mærke at han var beruset og lidt ‘væk’ og jeg tænkte på om jeg kunne komme væk fra pladsen, men den eneste vej ud var henover ham, hvilket ikke appellerede til mig overhovedet fordi jeg følte mig krænket og bange. Kort efter begyndte hans hånd igen at bevæge sig ned mellem mine lår imens hans kaldte mig et eller andet vilkårligt pigenavn. Jeg tog fat i hans tunge arm og ‘kastede’ den resolut væk fra mig, og sagde højt ‘lad mig være’. Da vognen var fuld prøvede jeg at få øjenkontakt med menneskerne ved det næste bord, der sad to par på vores forældres alder som var steget på samtidig med mig i Odense (min ubehagelige sidemand først senere). Jeg fik øjenkontakt med den ene kvinde, og hun har ikke kunne undgå at se frygten i mine øjne imens jeg sagde til hende “jeg kender ham slet ikke” i håb om at de ville hjælpe mig. Hun slog bare blikket ned og vendte hovedet mod ruden. Resten af turen var jeg så bange, ingen hjalp mig og det kunne HAN jo godt opfatte og der kom ikke en eneste gang DSBpersonale, fordi toget var så fyldt, dem sad jeg ellers og ventede på så de måske ville tage affære. Han prøvede en sidste gang, hvor jeg igen højt med rystende stemme sagde lad vær, stop og hans modsvar var “slap nu af pige” og kaldte mig det pigenavn han tidligere havde gjort. Jeg var så bange for hvad der skulle ske når vi kom til Århus. Var han evt vred/hævngerrig over at jeg havde råbt op eller bare ikke færdig med at overskride mine grænser når vi kom til endestationen. Da toget endelig nåede perronen var hele min krop bare fyldt af flight-or-fight følelse og så snart jeg kom ud af toget løb jeg i blinde op af trapperne. Priste mig lykkelig over at jeg for en gang skyld havde taget cyklen til stationen så jeg kunne komme hurtigere væk. Hele turen hjem turde jeg ikke kigge bagud i tilfælde af at han var efter mig, og da jeg endelig nåede ind min lejlighed, begyndte jeg bare at græde og ryste og kunne overhovedet ikke falde til ro den nat. Derefter var jeg mest chokeret over at ingen overhovedet greb ind i et fyldt tog, da jeg højt sagde fra og prøvede at komme i kontakt med andre. De var mange og kunne højst sandsynligt have sat en stopper for hans opførsel. Det skabte fortsat frygt i mig i meget lang tid derefter og jeg har aldrig siden følt mig tryg i togene om aftenen.

anonym

Det om at blive raget på i bussen. Det har jeg også oplevet for nogle år siden. En lille ældre mand med mørkt hår(måske farvet), pæn i tøjet og velklædt satte han sig med en sportstaske på skødet ved siden af mig. Lige så stille rykkede han tasken over mod mig og så opdagede jeg at hans hånd fulgte med. Da jeg reagerede – højlydt – gloede folk på mig i bussen som om det var MIG der var noget i vejen med.. Manden strøg lynhurtigt ud af bussen. Har oplevet en gang mere at han ville sætte sig og jeg sagde tydeligt at det ku han droppe. Har også fortalt det til chaufføren et par gange da jeg oplevede det. Sølle klamme mand.