Anonymt: Jeg har en grønlandsk baggrund, men det får mænd til at åbne samtalerne med, uden hej: Du må være stram dernede Jeg har hørt, at I er gode i sengen Hvis jeg giver en øl, så kommer du vel med hjem Det er faktisk de mest gentagne ‘normale’ spørgsmål jeg har fået, i ikke engang i gå i byen settings, om jeg så i en hverdag skal tage en bus eller handler ind

Min historie om kønsstereotyper og psykisk sygdom. Da jeg blev mor for første gang fik jeg en massiv fødselsdepression. Faktisk var de første symptomer der allerede inden fødslen. Det første alle de skiftende sundhedsplejersker, læger og psykologer mødte mig med, uden undtagelse, var “er du mon sådan en 12-talspige, der er for perfektionistisk?” Og oftes efterfulgt af massiv mistro, når jeg prøvede at forklare mit nej og min situation. For jeg var ikke for perfektionist. Jeg havde PTSD efter en traumatisk opvækst i en misbrugsfamilie. Jeg havde ingen der havde vist mig hvordan man var familie på en god måde. Jeg (og vi) stod magtesløs og udmattede, i øvrigt en baby med tegn på autisme helt fra 2. måned af hendes liv, med beskeden om at jeg bare skulle slappe lidt af og ikke stresse over om hjemmet nu var pænt nok, om vasketøjet var ordnet og om der var styr aftensmaden.

Jeg oplever det på dating apps. Hvis en mand ikke kan tåle at blive afvist, bruger han gerne min alder (jeg bliver 39 lige om lidt) og skriver fekd, at jeg ligner én på 70, at jeg alligevel er for gammel osv

Jeg var på bar med nogle venner, og ud på aftenen sagde én af dem til mig, at hvis jeg bare havde en mand med penge, så kunne jeg blive en virkelig flot kvinde. Underforstået at så kunne jeg få strammet ting op. Han mente det i ramme alvor som et kompliment.

Jeg er, på vej hjem fra byen i en kæmpe brandert, blevet antastet af en meget ung mand, der stak sin hånd ned i mine bukser og råbte til sine venner, at han godt kunne tænke sig at knalde en gammel dame

Jeg har oplevet meget sexisme gennem mange år men er først blevet opmærksom på det de seneste 2-3 år. Og efter jeg er blevet mere opmærksom er jeg blevet mere ukomfortable med at gå i offentligheden og endda på arbejdet. Jeg oplever nærmest hverdag folk kommer med ubehagelig kommentar om min krop. Min tidligere arbejdsplads (er salgsassistent) oplevet unge drenge grupper forfølge mig gennem butikken i 1 time for at kigge på min numse. Jeg oplevet også en leder fra arbejdspladsen tale om min numse til andre kollegaer. Beskrev den bestemt og beskrev mig som person med den gode røv. Jeg gik til min tillidrepræsentant og min tidligere chef og de forsvarede mig. Desværre oplevet jeg gennem samtalen om alt det her at den leder der havde talt om mig truede med at fyrer dem der var vidner. Så jeg spurgte om de ville være vidne og de nægtede. Hvilket jeg respektere da jeg fortalte dem at de ville blive fyret for at vidne. Jeg har oplevet at da jeg gik til familien omkring det fik jeg afvide at det var min egen skyld. Grundet som jeg klæder mig på abejdet (arbejdstøj er en skjorte og bukser). Jeg fik basic at vide at jeg selv var udenom det. Jeg oplever stadig på min nye arbejdsplads (i butik) at kunder kan tale om min numse. Der var et ældre par der kommenteret i det jeg fyldte tomme hylder op at jeg skulle gå ned på alle fire og stritte min numse op. Det her jeg har skrevet er bare under halvdelen af det jeg har oplevet.

Min meget tynde “veninde” fortalte mig at hun og hendes mand havde talt om store kvinder og dermed mig (jeg er en str. 42-46). De havde talt om hvordan det ville være at skulle have “gang i mig” i sengen. Hun sagde det som det mest naturlige i verden og synes selv hun var sjov. Vi er i 40’erne og jeg er lamslået over hende og hendes mands ufølsomhed og uempatiske syn på andre mennesker.

Jeg er ung nonbinær, men jeg er både socialiseret som kvinde, og jeg opfattes også af mange som kvinde, så jeg tænker, at mine oplevelser vist nok tæller for en smule, da min kønsidentitet desværre ikke stopper trælse typer fra at være netop trælse;) Udover at være nonbinær har jeg for nyligt afsluttet et udredningsforløb, og konklusionen er simpelthen: autism-spectrum-disorder (level 1) og ADHD – heldige mig lol. Min diagnose har sat nogle ting i perspektiv for mig. Jeg er kun 23, og jeg blev først diagnosticeret i efteråret sidste år, men jeg har jo været autist hele livet – det var der bare ikke nogen, som troede jeg var. Ikke fordi jeg ikke udviste tegn, men simpelthen fordi så meget af vores samfunds kvindelige socialiseringsproces (både i og uden for hjemmet) fokuserer på regulering af adfærd – og som konsekvens heraf har jeg specielt i min barndom været herre-ensom og ked af det(!) Et godt eksempel er, hvordan jeg faktisk blev direkte opfordret til at maskere af en klasselærer, efter jeg havde haft en negativ reaktion på en diktat i en dansktime. Jeg blev taget med ind på lærerværelset, (og jeg tror virkelig, at hun havde alle de bedste intentioner) men da jeg fortalte hende, at jeg følte mig ensom sammen med de andre børn og overset, at jeg var udmattet og helt hudløs efter en skoledag fyldt med prøvelser, var hendes bud, at jeg måtte lære at tage “en maske” på, og at man “jo vokser fra at være genert”. Jeg var 11-12 år, så jeg tænkte, at hun nok havde ret. Generelt blev mine problemer med de sociale aspekter i skolen oversat til “generthed”, “akavethed” og “arrogance” – hvad jeg stadig kan løbe ind i som voksen. Jeg oplevede, at når jeg fordybede mig i mine interesseemner, eller på andenvis ikke engagerede mig eller viste interesse i de andre børns leg, så blev det stemplet som et tegn på, at jeg var arrogant og følte mig overlegen.

Kan SÅ tydeligt huske fra min folkeskoletid at vi blev opdelt og så var der pigehygge og drengehygge. Pigehygge gik ud på at lave ansigtsmasker og fodbad, hvor drengene var en tur i skoven. Kam tydeligt huske hvor snydt jeg følte mig, og hvordan jeg havde det ret skidt med at skulle smøres ind i random snask inde i klasselokalet…

Hej ☺️ Mange tak for at sætte fokus på sexisme generelt, men også på hvordan os tykke/plussize kvinder kan opleve det. Har mange forskellige oplevelser, men vælger at skrive de to som stadig sidder i mig, og en af dem oplever jeg stadig. 1) Nu er det nogle år siden, men var i byen med nogle veninder, vi hyggede og dansede. Der kommer så en fyr, hen til mig og siger “Nu hvor du ser sådan ud, får du nok ikke så mange tilbud. Så skal jeg ikke lige tage en for holdet”. Jeg takkede self. Nej og gik. Men hold nu op hvor den ramte, og sidder desværre stadig fast. 2) Jeg har oplever desværre stadig, at fyrene gerne vil have mig med i soveværelset men at det helst skal være hemmeligt, da jeg ikke er den type de dater. Kan virkelig ikke forstå, at man gerne vil være intim med en plussize kvinde, men at skulle risikerer at ses med hende puha nej tak.