http://everydaysexismproject.dk

S

Hver gang det her emne kommer på tale, bliver jeg sur over de mennesker, som ikke kan sætte sig ind i, hvor ødelæggende det kan være fremadrettet, når man er blevet udsat for ja i nogens øjne harmløse ting. Jeg husker stadig tydeligt, hvad der skete for 15 år siden, da jeg arbejde i en bagerforretning. Butikken var lukket og jeg var igang med at rydde op, da bagermestereren kommer ind i forretningen sammen med sin kammerat. Jeg husker tydeligt hvordan han nærmede sig og kammeraten lige bagved, jeg husker tydeligt, hvordan de trængte mig op i en krog, hvordan de kommenterede på min tungepircing, og hvordan de jokede med at jeg nok godt kunne lide jern i munden. Jeg husker hvordan han kom helt tæt på mig, imens jeg stivenede mere og mere af skræk og han satte sig på hug for at tage noget under disken, han rejste sig op og tog sin hånd imellem mine ben, og kom med en klam kommentar om at jeg nok godt kan lide det.. så gik han og jeg stod tilbage fuldstændig lamslået.. to dage efter konfronterede min daværende kæreste ham med det og han kom med den undskyldning, at han troede vi bare legede.. Øhh det var en leg jeg ikke på noget tidspunkt indvilligede i. Jeg sagde op efterfølgende og jeg har aldrig glemt det. Frygten for at en anden mand kunne finde på noget lignende eller det der er langt værre, har siddet i min krop lige siden. #Jeghusker

M

#Jeghusker da jeg for få år siden var på en spejderlejr. Min leder var 25 år, jeg 18 år. Han kom tit med sexistiske jokes og påstande til de yngre drenge og flere af os piger følte os utilpasse. En dag, da vi slappede af fra de mange aktiviteter, så vi en film. Han sad tæt op af mig og jeg prøvede at rykke væk, men han nærmede sig blot mere. På et tidspunkt begynder han uopfordret at nusse min ryg. Han lægger stadig tæt op af mig. Jeg stivner. Han bliver ved det meste af filmen og strejfer også min numse og siden af mit bryst flere gange. Vi sidder mange mennesker i rummet og jeg kan ikke sige fra. Mange af de andre piger kunne nikke genkendenende til lignende situationer med ham, men den dag i dag er han stadig leder for mange unge piger.

Jeg Husker

#jeghusker : At jeg som 17-årig havde flirtet med en fyr og selv givet samtykke til kys. At han blev ved med at prøve at stikke en hånd ned i mine bukser, selv om jeg sagde nej. Jeg husker, at han ville have min hånd ned i hans bukser og fordi jeg var presset op ad en væg, følte mig tvunget til bare at gøre det. Jeg husker hvordan jeg græd i min bedstevenindes arme bagefter med hans klamme sæd på trøjen. Jeg husker den omgang tæsk han fik bagefter og hvordan jeg ikke fik det bedre af det. Jeg glemmer aldrig de angstanfald jeg får, når jeg føler jeg fysisk bliver holdt fast og ikke kan komme fri. De angstanfald er der nok også om 10 år. …

Jeg Husker

Jeg husker at være helt på bunden, i dyben af min depression, før jeg kom på antidepressiv medicin og tingene begyndte at lysne op. Min kæreste som jeg havde været sammen med i 6 år på det tidspunkt kunne ikke acceptere faktum at jeg havde absolut ingen lyst til sex pga. depressionen og senere antidepressiv medicin – hverken med ham eller blot med mig selv. Hen begyndte at være mere og mere manipulerende omkring sex og til sidst endte med at guilttrippe mig til at tilfredsstille ham seksuelt. Jeg var ikke klar til at indrømme over for mig selv hvad han gjorde mod mig var voldtægt før mange måneder efter forholdet sluttede. Jeg skyldte skylden på mig selv og min depression og valgte at fortrænge de mange gange han voldtog mig efter jeg havde sagt tydeligt nej, men til sidst lod ham gøre hvad han nu gjorde for at slippe for at høre om hvor led og doven en kæreste jeg var, hvis jeg ikke ville lade ham gøre hvad han ville.

Jeg Husker

#jeghusker Jeg husker små bidder af denne aften. Jeg er i byen med gymnasieklassen og får drukket så meget at jeg grædende ude på gaden får ringet til en gammel flirt som henter mig i byen og vi kører hjem til ham. Han giver mig vand efter jeg har kastet op og lægger mig i seng. Om morgenen vågner jeg af at han er oppe i mig. Jeg kan ikke finde ud af hvad der sker og da jeg kommer til hægterne siger jeg han skal stoppe, hvilket han så også gør. Jeg har i flere år ikke tænkt så meget over det andet end at det var ikke lige den fedeste oplevelse. Det er ikke noget jeg har snakket med nogle om før i år, da det gik op for mig at jeg er blevet voldtaget. I dag har jeg kun snakket med de allertætteste jeg har omkring dette. Min familie ved intet. Hvad vil de dog tænke? Det er jo så langt tid siden. Og jeg har ikke gjort noget ved det. Jeg tror ikke engang min gamle flirt ved hvad han har gjort.

Jeg Husker

#jeghusker hvor tæt på, jeg var på at blive voldtaget. Heldigvis endte han med at gå. Det var i 2012 på højskolen og jeg sover på mit værelse efter en fest. Min dør er ikke låst, fordi jeg er blevet lagt i seng af nogle veninder. Jeg vågner op ved, at nogen har fingrene i mine trusser og på mit bryst. Jeg så aldrig hans ansigt eller fik hans navn. Han var ven af nogen på højskolen, og han spredte efterfølgende et rygte om, at vi havde sex. Jeg var jomfru, og det var min første seksuelle oplevelse. Jeg skammede mig helt ekstremt, og forstod først mange år senere, at det ikke var min skyld, at min dør var ulåst og at forgreb sig på mig.

Jeg Husker

Det er 7 år siden, og jeg husker der stadig. Hvordan pedellen på skole, førte sine håndet mellem mine ben som 10 årig, og hvordan han også rørte mine veninder på mange forkerte og utænkelig måder. Hvordan vi fortalte det til skolen, og det eneste de kunne sige var at de ikke ville fyre ham, fordi det var synd for ham. Jeg husker hvor ulækker jeg følte mig i flere år efter og stadig gør. Jeg husker den dag, en tæt ven skulle hjem til mig. Jeg havde gentagende gange sagt nej til der overhovedet skulle ske noget, og sagde vi bare var venner. Han klappede computer skærmen i samtlige gange, og prøvede at påtvinge sin klamme tunge ind i munden på mig. Hvordan han overfaldte mig i min egen seng. Hvordan han kvalte mig med min hætte på min hættetrøje når jeg prøvede at gøre modstand, alt i mens han prøvede at stikke den op. Det gik først op for mig flere dag efter hvad der var sket. Jeg husker stadig hænder på min krop, og hvor utilpas jeg bliver når jeg hører en bestemt sang.

Jeg Husker

#jeghusker for 6 år siden hvordan jeg som 16-årlig og meget fuld sad på en bænk på en station og ventede på et tog og at en fremmed mand kom og begyndte at rage på mig og stikke sin hånd ned i mine bukser mens han stønnede ind i mit øre. Jeg var så fuld at han nemt kunne holde mig fast. Han fulgte efter mig i toget og blev ved indtil jeg stod af på en anden station og fandt nogle mennesker og bad om hjælp. De sagde han skulle lade mig være hvortil han svarede at jeg var hans kæreste og at vi var på vej hjem til ham. Jeg er så taknemmelig for de mennesker som ikke troede på ham og som truede med at ringe til politiet hvis han ikke gik, så der ikke skete mere. Men jeg husker det tydeligt. Også selvom jeg var fuld.

Jeg Husker

Jeg husker utallige episoder fra det otte år lange forhold, der startede, da jeg var 14, hvor min daværende kæreste var fysisk, psykisk og seksuelt voldelig. Jeg husker de mange gange, hvor jeg vågnede midt om natten af, at han var trængt ind i mig. Jeg husker, at han tyssede på mig, hvis jeg forsøgte at sige noget, husker hans stemme sige “tag det roligt” og “bare slap af og sov videre”, hvorefter han fortsatte. Jeg husker, hvor handlingslammet, jeg var. At jeg ikke kunne sige fra eller gøre modstand. Og at jeg derfor heller ikke så det som overgreb før længe efter. Jeg husker, da jeg et par timer før en afsluttende eksamen i juni 2018 var frustreret og angst, og han så besluttede, at nu skulle vi have sex. Jeg havde på ingen måde lyst. Jeg var forvirret, stresset, bange og følte alting kaotisk. I et håb om at han ville droppe det, sagde jeg, at jeg havde menstruation, fordi jeg var bange for at gøre ham vred (og voldelig), hvis jeg sagde, at jeg ikke havde lyst. Han besluttede så bare, at det skulle være analt, fik mig ned på sengen og tog mit tøj af mig. Jeg gav på ingen måde samtykke, men jeg turde heller ikke at sige fra eller gøre modstand. Jeg husker smerten, mens jeg lå der på maven helt passiv, og hvordan jeg borede neglene ind i mine hænder i et forsøg på at distrahere mig selv. Jeg husker hans hænder og vægt, der holdt mig nede og mit ansigt i puden. Jeg husker, da jeg endelig kunne få fremstammet et par ord: “det gør ondt”. Og jeg husker hans kolde tone, da han svarede “det skal gøre ondt”. Jeg husker, hvordan han ufortrødent fortsatte, mens jeg resten af tiden forsøgte at holde smerten og ydmygelsen ud, mens jeg ventede på, at han blev færdig. Det var det sidste overgreb, han udsatte mig for, udover den fysiske vold, som han udsatte mig for senere den dag, efter “fejringen” af min afsluttede uddannelse var overstået. Forholdet sluttede et par dage efter. I dag kan jeg stadig få kvalme eller pludselig begynde at græde efter sex. Jeg føler ofte en distancering fra min krop – som om, at det slet ikke er min. Jeg går stadig og scanner alle mennesker, når jeg er i offentligheden, for at sikre mig, at han ikke er der. Jeg får stadig flashbacks og har ofte mareridt. Spørgsmålet er ikke, hvordan jeg kan huske – spørgsmålet er, hvordan jeg nogensinde skulle kunne glemme.

Jeg Husker

#jeghusker den aften, jeg som 18 årig. Bliver spurgt at en kammerat om vi ikke skulle se en film sammen. Tænkte ikke noget mærkeligt i det. Han kommer forbi og vi så en film. Men han ville gerne mere end filmen. Jeg husker han begynder at tage på mig og lægge op til noget, han forsøger at få sin hånd i min trusser. Jeg ved jeg siger flere gange at jeg synes det er en dårlig ide. Rigtig mange gange. Alligevel ender han ovenpå på mig og færdiggør det han ville. Jeg husker ikke alt, men jeg husker han sagde. “Jamen det var jo bare en ven, der hjalp en anden ven.” Den gang forstod jeg ikke hvad der var sket. Det gør jeg i dag og i dag skammer jeg mig over, jeg ikke gjorde mere for at stoppe det, at jeg selv i lang tid, gik i en tro om at det var sex. I dag har jeg ingen kontakt til en hel masse venner, jeg havde til fælles med vedkommende. Jeg har stadig fælles omgangskreds, med få der har kontakt med ham. Derved bliver jeg hele tiden ved med at blive mindet om hvad der skete dengang.